Brrrr: I nat kan 20 år gammel kulde-rekord blive slået
I nat kan temperaturen snige sig helt ned på minus fem grader. Så koldt har det ikke været på denne årstid i 20 år
Skal du ud i nat, så bør du trække i de lange underbukser samt huske både hue og vanter.
Natten til onsdag kan nemlig blive usædvanlig kold. Nogle steder i landet kan temperaturen falde til minus fem grader celsius, lyder det fra DMI.
Den form for kulde er usædvanlig for den her tid af året. Ifølge TV2 er der ikke registreret en så lav nattetemperatur så sent i april siden 1997.
Trine Pedersen, vagthavende ved DMI, understreger dog, at nattefrost i den mildere ende ikke er usædvanligt på denne tid af året.
Nattens kulde bliver særlig bidsk i indre dele af Jylland og på Midtsjælland. Det er også her, at temperaturen kan snige sig ned på de fem minusgrader.
Ifølge TV2s arkiver skal man tilbage til 20. april 1997 for at finde en forårs- eller sommernat, der har været lige så kold. Her blev der mål minus 6,1 grad celsius i Nordsjælland.
Selv om kulden måske kan føles hård i nat, er der langt til rekorden for koldeste april-nat nogensinde.
3. april 1922 målte DMI minus 19 grader celsius ved Store Vildmose i det daværende Nordjyllands Amt.
Siden 1961 har den gennemsnitlige nattetemperatur i april være 2,1 grader celsius.
Ifølge TV2 fortsætter risikoen for nattefrost dog ind i maj.