Brugte juletræer: I havnen og favnen på kameler

Julen er ovre, og juletræet skal ud igen, men det kan gøre nytte flere steder. Her er tre bud på, hvor man kan aflevere sit juletræ

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Juletræet kan gøre nytte for dyr flere steder i Østjylland. Lamaerne her i Ebeltoft har indtil nu fået omkring 100. Foto: Ebeltoft Lamaer

Først skal træet vises, siden skal det spises. Det skal juletræet også flere steder i Østjylland. Her er tre bud på, hvor det brugte juletræ kan gøre nytte.

Lamaer elsker dem

Allerede den 26. december havde lamaerne hos Ebeltoft Lamaer fået omkring 100 juletræer, de kunne guffe i sig.

- Det er fordi, de er saftige, og det smager rigtig godt. Bark og harpiks kan de rigtig godt lide. De spiser næsten alt, så der er kun træ tilbage, fortæller Beate Regnery til TV2 ØSTJYLLAND.

Indtil nu har Ebeltoft Lamaer mæsket sig i omkring 100 juletræer. Men de kan sagtens tåle flere. / Foto: Ebeltoft Lamaer

Alle er velkomne til at aflevere deres juletræ hos lamaerne de kommende uger, de skal nok kunne spise dem, fortæller indehaver Beate Regnery.

- De spiser det hele, fortæller hun.

Hver dag er ikke i orden, men én gang om året er det fint.
Beate Regnery, Ebeltoft Lamaer

Lamaerne skal ikke spise alt for mange juletræer, men nu har det jo været jul.

- Hver dag er ikke i orden, men én gang om året er det fint, fortæller lamaejeren.

Hvis der ikke er nogle på gården, når man vil aflevere sit juletræ, så lægger man det bare.

-  Helst uden pynt og snore. Det er vigtigt. Hvis de spiser sådan noget, så kan de blive syge, siger Beate Regnery.

VIDEO: Her kan i se, hvordan juletræerne gjorde gavn hos lamaerne i Ebeltoft. Videoen er fra december 2017.

Kystsikrer fjord

I Randers har det været en fast tradition, at folk kan aflevere deres gamle juletræer ved havnen. Her tager specialarbejder Anders Christensen glædeligt imod dem.

- De sikrer vanddybden i fjorden og nedbringer mængden af jord, der skylles ned i fjorden, fortalte Anders Christensen sidste år til TV2 ØSTJYLLAND

VIDEO: Randers Havn udnytter juletræerne til kystsikring langs Randers Fjord. Videoen er fra januar 2017.

Det er nogle af de gode ting, der følger med juletræerne i fjorden - ligesom træerne også er et godt tilflugtssted for fjordens fiskeyngel.

Juletræerne bliver til faskiner, som er sammenbundte grantræer, og de er med til at holde brinkerne på plads og mindske vandets tilbageslag.

Hvis man vil aflevere sit juletræ til det formål, så kan det ske på Randers Havns afleveringsplads på hjørnet af Moltkesgade og Toldbodgade eller på genbrugspladserne i Randers, Langå, Øster Tørslev og Asferg indtil den 31. januar.

Der skal bruges omkring 4000 faskiner hele vejen langs Randers Fjord – omkring 27 kilometer.

Der går cirka fire til seks træer på en ”juletræsfaskine”, oplyser Randers Havn. Derfor er der ingen begrænsninger på antallet, de kan modtage.

Derudover kan man vinde en præmie for sit aflagte juletræ. Det kan man læse mere om her.

Kameler lide juletræer?

Hos Munkholm Zoo ved Balle på Djursland tager de også glædeligt imod juletræer.

- Ja, så længe de er rengjort, så vi ikke skal stå og plukke julepynten af, fortæller indehaver Benny Johansen til TV2 ØSTJYLLAND.

Det er både grise, kameler, geder og de forskellige fåreracer. De kan godt kan lide at gå og mosle og nippe til dem.
Benny Johansen, Munkholm Zoo

De har ikke reklameret med det i år, men der er mange af de 400 dyr i den zoologiske have, som godt kan lide juletræerne.

- Det er både grise, kameler, geder og de forskellige fåreracer. De kan godt kan lide at gå og mosle og nippe til dem, siger Benny Johansen.

Indtil nu har de fået 10-12 stykker, men de vil gerne have flere.

VIDEO: Grisene får også juletræer. Videoen her er fra Mollerup Storgaard, hvor grisene i december 2017 guffede juletræer. I år har gården solgt grisene, så de tager ikke imod juletræer mere.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her