D R svrt at færdS på nettet – nu får skolebørn undervisning i D

Det er ikke altid nemt at gennemskue mobning på nettet - især når mange af ordene er forkortelser.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
VIDEO: Elever på Rønde Skole bliver undervist i digital dannelse.

GGG, e9, glhf og fkn er nogle af de forkortelser unge bruger på nettet, og det er ikke alle sammen, de kender.

GLHF betyder good luck have fun

E9 betyder enig

GGG griner godt og grundigt

Karl Holst fra 7.b på Rønde Skole vil ikke have, at hans forældre skriver sammen med sine venner. Det har han selv styr på, siger han.

- Jeg har været ude for den, der hedder fkn, og det betyder fucking, men det vidste jeg ikke, siger Ida Tolsstrup, der går i 7. klasse på Rønde Skole.

For at blive klædt bedre på til at færdes på nettet og spotte, hvad der er digital mobning og hvad der ikke er, har eleverne i 7. klasse på Rønde Skole brugt et undervisningsmateriale, der handler om digital dannelse.

Når vi er gårdvagter, kan vi se og høre, hvordan eleverne opfører sig, men vi kan jo ikke se det skrevne sprog.
Nadia Buhr Pedersen, klasselærer for 7.b på Rønde Skole.

Materialet er udviklet i forbindelse med konkurrencen Smart Parat Svar, som blandt andet TV2 ØSTJYLLAND og de andre TV 2-regioner er medarrangør af – og det kan hentes i bunden af artiklen.

Gårdvagt hjælper ikke på nettet

7.b’s klasselærer på Rønde Skole er begejstret for undervisningsmetoden, hvor klasselokalet bliver delt op i to halvdele. Stiller man sig i den side, svarer man ja på et spørgsmål, og stiller man sig i den anden, svarer man nej.

Nadia Buhr Pedersen er klasselærer i 7.b på Rønde Skole, og hun synes, spillet er en gylden måde til at komme i dialog med eleverne om deres digitale liv.

Et af spørgsmålene er, for eksempel: ”Har du venner, som du ikke har mødt i virkeligheden?”

Undervisningen er en måde, hvor lærerne kan snakke med børnene om den mobning, som de ikke nødvendigvis kan se.

- Når vi er gårdvagter, kan vi se og høre, hvordan eleverne opfører sig, men vi kan jo ikke se det skrevne sprog, så jeg synes, det her spil er en gylden mulighed for at få en dialog i gang omkring digital dannelse, siger Nadia Buhr Pedersen, der er klasselærer i 7.b på Rønde Skole.

Forældre må ikke kigge

Heller ikke forældrene til eleverne har stor chance for at kontrollere, om deres børn mobber eller bliver mobbet på nettet og sociale medier.

I 7.b på Rønde Skole vil de i hvert fald helst ikke have, at deres forældre læser med, når de skriver med vennerne.

- Det vil jeg ikke synes om. Jeg har selv styr på det, siger Karl Holst fra 7.b.

Ekspert: Interesser dig for dit barn

Forældre skal heller ikke snage, men vise interesse, lyder det fra Jonas Ravn, der er projektleder ved Center for Digital Pædagogik.

- Det helt grundlæggende råd er at interessere sig for sit barns online liv. Bare spørg, hvad de laver og interesserer sig for – også selvom man selv synes, at den YouTube-video, de ser, ikke er spændende, siger Jonas Ravn.

Hvis forældrene interesserer sig for børnenes adfærd på nettet og de sociale medier, er der større sandsynlighed, for at børnene vil gå til dem, hvis der er noget galt.

- Hvis forældrene hele tiden siger, at for eksempel Fortnite er noget lort, eller at de bruger for meget tid på sociale medier, så bliver det skamfuldt for børnene at gå til forældrene, hvis noget er galt, siger Jonas Ravn.

Råd til forældre

  • Interesser dig for dit barns liv på nettet og de sociale medier
  • Vær ikke for normativ og kritiser dine børns interesser
  • Accepter, at det en adgangsbillet til fællesskabet for mange børn.
  • Lav regler sammen med dine børn og deres klassekammeraters forældre, for eksempel mobilfri zone - det skal dog også gælde for forældrene
  • Skærmkvalitet frem for skærmtid: At børnene har det sjovt med vennerne i et spil eller udfordrer sig i et redigeringsspil er noget andet end at bruge en time på Candy Crush
  • Opsøg informationer om spil, som dine børn gerne vil spille. 

Kilde: Jonas Ravn, projektleder ved Center for Digital Pædagogik.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her