Del en lærling: Magnus' lærlingetid foregår to steder
Magnus Davidsens lærlingetid foregår på to forskellige virksomheder. En ren win-win for alle parter.
Del en lærling - sådan lyder budskabet fra flere østjyske virksomheder, der tilbyder kombinerede lærepladser.
På denne måde får eleverne prøvet så meget som muligt i deres elevtid, og det er en løsning, som elektrikerlærlingen Magnus Davidsen fra Randers er rigtig glad for.
Læs også:
Han er i dag lærling hos to forskellige virksomheder.
- Det er utroligt spændende at komme forskellige steder hen. Det giver et afbræk i hverdagen ikke at lave det samme hver dag, siger elektrikerlærlingen Magnus Davidsen.
Win-win
Ordningen med at dele lærlingepladsen er også populær hos virksomhederne.
- Vi kan mærke, de får en anden balast. De får en anden form for færdigheder, siger serviceleder Martin Rosborg fra Bravida, som står for den ene del af Magnus Davidsens lærlingeplads.
Virksomheden Daka står for den anden del af aftalen.
Her er denne alternative lærlingeform afgørende. Man har brug for elektrikerlærlinge, men virksomheden har ikke nok opgaver til en fuld lærlingeplads.
- Dette giver os muligheden for at have en lærling. Hvis ikke denne ordning fandtes, kunne vi ikke have en lærling. Kort og godt, siger teknisk chef hos Daka Peter Tornby.
Bravida og Daka deler i dag tre lærlinge og der er planer om at oprette flere pladser.