Jordbær modner ekstremt hurtigt: Tusindvis plukker løs
Jordbærrene modner ekstremt hurtigt i det varme sommervejr. Det får tusindvis af selvplukkere til at fylde spandevis af jordbær, inden de går til
Der bliver plukket på livet løs i de danske jordbærmarker i øjeblikket. I Brendstrup ved Hjortshøj har de svært ved at følge med.
- Vi er langt bagefter tidsmæssigt. Så vi løber i øjeblikket, fortæller jordbæravler Peter Bach til TV2 ØSTJYLLAND.
De lever af selvpluk, men bliver også nødt til selv at gå i marken fra tidlig morgen til sen aften.
- Vi var i marken halv fem, så vi er lidt brugt sidst på dagen, siger Peter Bach.
Normalt plejer de ikke at være i gang med selvpluk på denne tid, men varmen har skubbet sæsonen.
- Vi har det temmelig hektisk i øjeblikket. Solen og varmen gør, at jordbærrene modner rekordhurtigt. Det er med at få dem plukket og solgt.
1000 selvplukkere på en weekend
Der bliver også fyldt spandevis af helt modne jordbær fra de fire hektar.
- En god weekend, hvor der er bær nok, så kan der godt komme 1000 forbi, siger Peter Bach.
Jordbærsæsonen plejer normalt at vare i syv uger – men det varme og tørre vejr har betydet, at den bliver forkortet med tre ugers tid.
- Man plejer at sige, at en jordbærplante skal plukkes hver anden dag, for at det er optimalt. I øjeblikket skal vi plukke hver dag, fordi den når at modne på et døgn, siger jordbæravleren.
Emilia Dam Andersen er kommet fra Hou for at plukke jordbær med sin familie.
- Det er hyggeligt selv at gå og plukke dem, istedet for at man skal hen og købe dem. Så er man mere sammen som familie, når man kan tage ud og plukke dem selv.
Kun tid til at arbejde og sove
Peter Bach mangler plukkere ligesom mange andre steder. Han har slet ikke tid til at glæde sig over det gode salg, da han har rigeligt at se til med plukkeriet.
- Vi arbejder og arbejder, og når vi ikke arbejder, så sover vi. Så der er ikke så meget tid til de der følelser. Hvis jeg lægger vandret, så sover jeg.
I sidste ende giver det ham dog en lidt tidligere sommerferie end normalt.
- Det er overstået efter tre til fire uger, og så kan vi måske slappe af derfra, siger Peter Bach.