Kræmmermarked i mudder og pløre
Chefen for kræmmermarkedet, Erik Normann, kritiserer Århus Kommune for de elendige forhold på Tangkrogen.
Folk gik i mudder til anklerne, og nogle bevæbnede sig med sorte plastikposer om fødderne for at komme frem. Situationen var kaotisk på Århus Kræmmermarkeds sidste dag i går, og markedets chef Erik Normann raser nu mod kommunen, skriver Urban idag.
- Folk i Århus vil gerne have os, men vil kommunen også?, spurgte Normann, mens han kiggede ud over pladsen med det trøsteløse syn af en kæmpe mudderpøl.
Publikum var blevet så afskrækket af æltet, at der kom under 5.000 i går, så arrangørerne skal kigge mange år tilbage for at komme ned på besøgstallet fra denne gang. Helt præcist er det ikke talt op, men det kommer næppe over 55.000, og de seneste fire år har det ligget i omegnen af 65.000, nogle gange endda på den gode side.
- Vi betaler 30.000 for at have pladsen til rådighed i 10 dage, og så er det uanstændigt, at vi får en plads som denne her, hvor det nogle steder hverken er til at komme frem eller tilbage for plæver. Jeg forudser store problemer, når kræmmerne skal herfra i aften, sagde Normann sidst på eftermiddagen.