Nu må vildsvin skydes døgnet rundt: Zoolog er uforstående
Miljøministeren har nu tilladt, at vildsvin må skydes døgnet rundt. Det sker for at forhindre afrikansk svinepest i at brede sig til landet
Fra i dag, onsdag, må jægere nu jagte vildsvin - der også lever flere steder i Østjylland - døgnet rundt.
Det er er en tilladelse, som miljøministeren, Esben Lunde Larsen, nu med kort varsel har indført for at forhindre, at afrikansk svinepest breder sig til Danmark.
Og Morten Vissing, der er zoolog i AQUA Akvarium og Dyrepark i Silkeborg, undrer sig over dagens udmelding fra ministeren.
- Det bryder jeg mig absolut ikke om. Jeg synes, man skal vise alle dyr en vis form for respekt og værdighed. Jeg kan forstå, man gør det til dels med skadedyr, som man virkelig ønsker udryddet, men vildsvinet må absolut ikke betragtes som et skadedyr, siger Morten Vissing.
Tidligere måtte jægerne skyde vildsvinene året rundt, og siden december har de også haft tilladelse til blandt andet at skyde dem op til halvanden time før og efter solopgang og solnedgang. Men med tilladelsen om, at de nu må skyde dyrene om natten, så betyder det, at jægerne må jage vildsvinene døgnet rundt i hele Danmark.
Vildsvinene i sig selv er ikke truslen
Ministeren frygter, at sygdommen afrikansk svinepest spreder sig, og at den vil udgøre en trussel, der i sidste ende vil kunne få store økonomiske konsekvenser for dansk svineeksport. Derfor skal de fjernes fra den danske natur hurtigst muligt.
Og begrundelsen - nemlig en risiko for smitte fra Østeuropa - giver Morten Vissing ikke meget for.
- Det bliver jo ikke vildsvinene, der indfører det. Der kommer ikke østeuropæiske vildsvin rendende op i Danmark med svinepest lige pludselig. Men der er en nordtysk stamme, vi skal holde øje med, når de begynder at blive smittet med pest, for så skal vi til at passe på i Danmark. Men svinepesten kommer højst sandsynligt med foder- og dyretransport, siger Morten Vissing og uddyber:
- Men man er jo nok bange for, at hvis vi har en bestand af vildsvin i Danmark, at smitten så får lov at ligge og ulme og kan komme igen og igen, siger han.
Zoolog: De gavner naturen
Og vildsvinene er ikke bare søde at se på. De gavner også naturen, ifølge Morten Vissing.
- De er en meget vigtig spiller i den danske natur. De er med til at skabe større biodiversitet i de danske skove og samtidig skabe dynamik. Og så er vildsvinene det eneste dyr, der findes i den danske natur, der er i stand til at nedfælde alt det løv, der kommer i de danske skove om efteråret, siger han.
Dispensationen gælder frem til sommer, og herefter bliver reglerne gjort permanente som en del af vildtskadebekendtgørelsen.
Øverst i artiklen kan du se dagens indslag, hvor TV2 ØSTJYLLAND var på besøg hos Morten Vissing og vildsvinene i Silkeborg.