Pablo har næse for narko
Aarhus Lufthavn får flere passagerer, og det betyder, at flere toldhunde skal på jagt efter blandt andet narko i passagerernes bagage.
Aarhus Lufthavn har fået flere passagerer, og det betyder mere arbejde for tolderne og deres toldhunde.
Fredag var Jesper, der ikke ønsker at oplyse sit efternavn, på arbejde med sin hund Pablo i jagten på narko og ulovlige cigaretter.
Læs også:
- Udover cigaretter og stoffer, kan vi også lede efter truede planter og dyrearter, siger Jesper, der er hundefører for Toldstyrelsen.
Jesper, Pablo og de andre hundeførere er sammen med deres hunde jævnligt på stikprøvekontrol i Aarhus Lufthavn.
Det er ikke småting hundene snuser sig frem til, når de er på arbejde rundt på landets lufthavne.
Sidste år blev der blandt andet konfiskeret seks kilo kokain, 635 kilo hash og knap halvandet kilo khat. De tre rusmidler er alle ulovlige.
Udover det konfiskerede de også tre millioner cigaretter.
Stadig under uddannelse
Pablo er kun seks måneder gammel og er stadig under uddannelse.
Det er derfor vigtigt, at der hver dag er gevinst for den firbenede detektiv.
- Jeg sørger altid for, at han finder noget. Hvis ikke, der er gevinst i bagagen, lægger jeg noget ud. Det er vigtigt, at han ikke mister interessen for at søge, siger Jesper.
Pablo kan indtil videre snuse sig frem til hash, kokain, amfetamin og heroin.
Ifølge hundeføreren finder de noget i bagagen cirka hver anden dag.
Hvis man gerne vil se, hvordan Pablo og andre af Toldstyrelsens hunde bliver trænet, kan det ske på havnen i Aarhus den 31. august.