Se kortet: Her er boligmarkedet hot og not
Tre af de grønne kommuner på listen befinder sig i Østjylland
Tre østjyske kommuner - Aarhus, Skanderborg og Horsens - skiller sig positivt ud, når man tager temperaturen på det østjyske boligmarked.
De tre østjyske kommuner hører alle til den tredjedel af de danske kommuner, hvor boligmarkedet er i bedst form. Det viser en test af boligmarkedet i landets 98 kommuner, som er lavet af Realkredit Danmark i slipstrømmen af Boligmarkedsstatistikken for årets første kvartal.
SE OGSÅ: Silkeborg Kommune lokker pendlere med boligfordel
Testen skal give et overblik over, hvor det går stærkest på boligmarkedet i øjeblikket.
Mens Aarhus, Skanderborg og Horsens altså alle er blandt den bedste tredjedel af de danske kommuner, får de fleste andre østjyske kommuner en midterplacering i testen. Det gælder Silkeborg, Syddjurs, Favrskov, Odder og Randers.
Kun Samsø og Norddjurs er blandt de dårligst placerede kommuner.
Nedenfor kan du se oversigten over, hvordan boligmarkedet klarer sig i samtlige af landets 98 kommuner.
SÅDAN ER FORM-TESTEN LAVET
For at komme hele vejen rundt om boligmarkedet i kommunerne har Realkredit Danmark udvalgt seks relevante indikatorer i Boligmarkedsstatistikken. De seks indikatorer er følgende:
1: Prisudviklingen over det seneste år
2: Handelsaktiviteten over det seneste år
3: Selve aktivitetsniveauet over det seneste år set i forhold til den historiske aktivitet
4: Salgstiderne på boligmarkedet
5: Priskløften mellem køber og sælger - altså forskellen mellem salgspris og 1. udbudspris
6: Udbudssituationen - det aktuelle udbud af boliger til salg holdt op imod det historiske udbud i kommunen
Kilde: Realkredit Danmark