Tricktyverier hver fjerde dag: Her slår de til i Østjylland
Det er sker i gennemsnit hver fjerde dag, at tricktyve slår til i Østjylland. Politiet opfordrer borgere til at være opmærksomme.
En mystisk mand, der spørger om vej. En kvinde, der tilbyder at vaske din forrude, mens du tanker bilen. Eller en håndværker, der ringer på døren under påskud af at være sendt af kommunen.
Tricktyve er, ifølge politiet, kreative, når det handler om at franarre borgere deres penge. Og i gennemsnit sker det omtrent hver fjerde dag. Det viser en gennemgang af Østjyllands Politis døgnrapporter fra hele 2017, som TV2 ØSTJYLLAND har foretaget.
På 84 ud af 365 dage i fjor har Østjyllands Politi i dets døgnrapporter kunne berette om tricktyve.
I grafikken herunder kan du se, hvor i Østjylland tricktyverierne fandt sted i 2017:
En af dem, der kender til tricktyve, er René Povlsen, der er indehaver af supermarkedet Meny i Rønde.
- Det er afmagt. Møgirriterende. De kan simpelthen ikke være det bekendt, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
Så sent som onsdag blev en 77-årig mand udsat for et tricktyveri - begået af en kvinde og en mand. Den ældre mand blev puffet i ryggen på vej ud af butikken, og efterfølgende opdagede den 77-årige mand, at dankortet var forsvundet.
Ifølge René Povlsen har de i butikken før observeret, hvordan formodede trivktyve udvælger deres ofre inde i butikken.
- De går rundt i gangene og holder øje, om du ser efter din pung og taske. De er typisk to-tre mand, fortæller han.
Antallet af tricktyverier stiger
Og antallet af anmeldelser af tricktyverier er steget de senere år. Det bekræfter tal fra Østjyllands Politi. I 2015 blev der anmeldt 74 tricktyverier på gadeplan i Østjylland. I fjor var det 147.
Også omkring borgeres hjem er der tilsyneladende begået flere tricktyverier. I 2015 blev der anmeldt 60 tricktyverier ved beboelse. I fjor 96.
- Desværre har vi over de senere år kunne konstatere, at omfanget af tricktyverier - især på gadeplan - er stigende, siger Gert Bisgaard, vicepolitiinspektør ved Østjyllands Politi, til TV2 ØSTJYLLAND.
Ifølge Gert Bisgaard handler det oftest om tricktyverier, hvor to eller flere personer står bag tricket. Man skal for eksempel være opmærksom, hvis man bliver skubbet til. Eller hvis nogen kommer og spørgmer om vej.
- Man skal være påpasselig og for eksempel have sin pung i en lomme med lynlås. Tag tasken over armen i stedet for i hånden. Og når du betaler med et dankort, så skærm af med hånden, siger Gert Bisgaard.
Sådan gjorde vi
TV2 ØSTJYLLAND gennemgik samtlige af Østjylland Politis 365 døgnrapporter fra 2017. Vi talte, hvor mange gange, 'tricktyve' er nævnt. En beretning i døgnrapporterne kan dog dække over flere anmeldelser. Derfor fik vi også Østjyllands Politi til at trække tal, der viser antallet af anmeldte tricktyverier - både på gadeplan og ved beboelse.