VIDEO: Her sejler kæmpe russisk atomubåd forbi Samsø
Den russiske krigsmaskine 'Dmitrij Donskoj' sejler i skrivende stund gennem dansk farvand og har passeret Samsø
Verdens største atomdrevne ubåd 'Dmitrij Donskoj' fra Rusland sejler fredag gennem dansk farvand sammen med slagkrydseren 'Pjotr Velikij' samt to følgebåde. TV2-helikopteren fangede bådene, da de passerede Samsø.
Du kan se deres færd gennem Kattegat i videoen øverst på siden.
Omkring middagstid var de fire fartøjer ved Anholt, og nogle timer senere passerede de så som set på videoen Samsø.
På videoen ses blandt andet besætningsmedlemmer på ubåden, og også kampklædte soldater er med om bord.
De russiske fartøjer bliver eskorteret af et af Forsvarets patruljefartøjer på hele ruten ned igennem Kattegat, ind i Storebælt, under Storebæltsbroen, ned langs Langeland, forbi Lolland-Falster og så ud mod Bornholm.
- Vi forventer, at de vil være ved Storebæltsbroen sidst på eftermiddagen eller først på aftenen omkring klokken 19. Men det er forbundet med en vis usikkerhed i forhold til, hvor hurtigt de sejler. Det varierer lidt, siger kaptajn og vagtholdsleder ved Forsvarets Operationscenter, Steffen Lund, til TV2 ØSTJYLLAND.
Den 175 meter lange ubåd 'Dmitrij Donskoj' er verdens største atomdrevne ubåd. Det er første gang, at den sejler ind i Østersøen.