Fenger siger farvel: Randers-anfører rykker til Sverige
Mads Fenger forlader til sommer Randers FC til fordel for svenske Hammarby
Mads Fengers dage i Randers FC er talte.
Efter sommerferien skifter den 26-årige forsvarsprofil til svenske Hammarby, som den tidligere SønderjyskE-træner, Jakob Michelsen, står i spidsen for.
Beslutningen om at sige farvel til Randers har været svær at tage, erkender Mads Fenger.
- Jeg har haft en fantastisk tid i Randers FC, og det har ikke været nemt at tage beslutningen om at forlade klubben. Men jeg vil prøve mig af et andet sted, og tiden er helt rigtig nu, siger han i en pressemeddelelse.
Selv om Sverige kalder, gælder det Randers resten af foråret.
- Jeg vil give alt, hvad jeg har for at slutte godt af i forårssæsonen og være med til at få holdet så langt op i tabellen som muligt, siger Mads Fenger.
Ole Nielsen, Randers FCs sportschef, hylder Mads Fenger for en fornem indsats.
- Mads Fenger har gennemgået en fantastisk udvikling i Randers FC og er blevet en stor profil ikke bare i Randers FC, men i hele ligaen. Derfor er det også ærgerligt, at vores veje skilles til sommer, men sådan er fodbold-gamet engang imellem, siger Ole Nielsen og uddyber:
- Vi har været bekendt med Mads Fengers drøm om at komme til udlandet og prøve kræfter med en ny liga, og det har vi naturligvis stor forståelse for i Randers FC. Vi er helt sikre på, at Mads slutter godt af i klubben og ønsker ham derefter al held og lykke i fremtiden.
Når Randers FC på mandag møder OB i Odense, spiller Mads Fenger sin kamp nummer 250 for klubben.