62-årige Edith kan næsten ikke gå – nu har hun gennemført en halvmaraton
Edith Hansen fra Randers har på trods af kol og sclerose gennemført en halvmaraton på to timer.
62-årige Edith Hansens krop er under angreb.
I 11 år har hun lidt af lungesygdommen kol, og i 20 år har hun været kronisk syg med sclerose. Sidstnævnte gør, at hun blot kan gå 10 meter, og så falder hun sammen.
Det afholder hende dog ikke fra at bevæge sig. Tværtimod. Ved hjælp af en racerunner, som er en specialcykel uden pedaler, kan hun nemlig løbe. Og det gør hun dagligt.
- Det er vigtigt at vise, at man godt kan noget, i stedet for man som syg bare sætter sig ned. Så bliver jeg jo først syg, siger Edith Hansen, der er førtidspensionist og bor i Randers, til TV2 ØSTJYLLAND.
Edith Hansen har også formået at få sin Body Mass Index ned. Ifølge en måling havde hun for to år siden en body age på 78 år. Nu er den nede på 47 år.
- Man bliver lidt afhængig af at dyrke motion. Det giver mig jo en hel anden livskvalitet. Det er jo hele min krop, der har godt af det. Jeg er et stort konkurrencemenneske og jeg er meget stædig, så jeg vil gerne se, hvor langt, jeg kan få min BMI ned, siger Edith Hansen til TV2 ØSTJYLLAND.
Slår rekord ved fjerde halvmaraton
Edith Hansen begyndte at løbe med racerunneren for ti år siden. I begyndelsen kunne hun kun løbe 100 meter, men sidenhen har hun nedlagt rigtig mange kilometer.
I lørdags gennemførte Edith Hansen sin fjerde halvmaraton, da hun deltog til World Virtual Run.
- Det var en stor sejr, og så også at jeg kunne gøre det så hurtigt. Det er det hurtigste, jeg har løbet, siger Edith Hansen til TV2 ØSTJYLLAND.
Edith Hansen løber normalt fire gange i ugen på stadion ved Randers Sportsklub Freja, men det har hun ikke haft mulighed for under corona. Det har dog heller ikke stoppet hende fra at bevæge sig.
I stedet har hun løbet rundt i gaderne omkring sin adresse næsten hver dag. Det er blevet til 584,97 kilometer.
- Jeg har jo ikke kunnet komme op og træne, og jeg har heller ikke kunnet komme til fysioterapeut, så jeg skulle jo finde på et eller andet at lave, siger Edith Hansen til TV2 ØSTJYLLAND.
Hun har altid sin hjælper med, når hun løber, så hun ikke er alene. Og i løbet af corona-tiden har hun også fået sin nabo med ud og løbe.
Hyldes på Facebook
I Randers er der flere borgere, der lægger mærke til Edith Hansen, når hun kommer løbende med sin racerunner.
Senest er hun blevet hyldet i Facebook gruppen ’Facebook Randers’, hvor hun har lavet et opslag, hvori hun fortæller om sin seneste bedrift. Her får hun massiv opbakning fra medlemmerne i gruppen.
- Hvor er du bare sej. High-five til dig - og stort tillykke med den gode tid, skriver en bruger.
- Årh, det var jer, som jeg stødte på, da betterøv og jeg var ude og løbe morgentur. Hvor er det bare fedt at høre din historie! Du gør det virkelig godt! Hatten af for dig, skriver en anden.
I skrivende stund har 1.100 gruppemedlemmer reageret på opslaget, og 132 medlemmer har kommenteret det.
Vil inspirere andre
Edith Hansen lavede opslaget på Facebook, fordi hun gerne vil inspirere andre til at gøre som hende.
- Det betyder rigtig meget, at der er så stor opbakning. Måske kan de tænke, at de kan tage sig lidt mere sammen, end de gør, nu når jeg som kroniker kan lykkes med det, siger Edith til TV2 ØSTJYLLAND.
Selvom hun nu har gennemført sin fjerde halvmaraton, stopper hun ikke.
- Min plan er at deltage til en halvmaraton på Bornholm i september. Og måske får jeg også mulighed for at deltage i en allerede i august, siger Edith til TV2 ØSTJYLLAND.