Derfor er stort Randers-vartegn blevet fjernet
Et velkendt syn i det centrale Randers får ny placering tirsdag.
Har du bevæget dig rundt i Randers denne tirsdag, har du måske studset over noget.
For hvor er de store bogstaver, der har stået ved Århusvejs sydlige indgang til midtbyen?
Svaret er, at de tirsdag er blevet flyttet til en ny placering i byen.
Det meddeler Randers Kommune.
Fremover skal bogstaverne stå på Jens Otto Krags Plads, cirka 500 meter længere nordpå. Her vil bogstaverne lyse op i nærheden af VIA's campus i Randers og det store kulturhus, hvor Museum Østjylland, Randers Kunstmuseum, Randers Bibliotek og Randers Stadsarkiv har hjemme.
Årsagen til flytningen er, at kommunen vil gøre plads på havnen til sommeraktiviteter og festuge.
Herunder kan du se et billede af, hvordan flytningen foregik.
Nu kører de væk med #Randers.... pic.twitter.com/YFcWNbPEhi
— Lasse Kristoffersen (@Dalixam) July 13, 2021
Bogstaverne er flere gange blevet flyttet rundt og var i sommeren 2019 udlånt til Havndal i den nordligste del af kommunen.
Værket er en del af en brandingproces, kommunen gennemgik, og er skabt med syv ord, randrusianerne selv udvalgte, in mente.