Fodspor i sneen førte til formodede indbrudstyve
To mænd blev afsløret af det hvide snedække, da de i nat formodentligt forsøgte at begå indbrud i Randers
Tydelige fodaftryk i sneen førte i nat politiet frem til to 41-årige mænd fra Randers, der begge blev sigtet for forsøg på indbrud.
Politiet fik en anmeldelse fra en kvinde, da klokken var 2.35 i nat. Kvinden fortalte at to mænd listede rundt om hendes hus på Stjernevej i Randers. Hun opdagede, at de også havde brækket et vindue op.
Mændene var dog gået igen, men da politiet ankom, opdagede de tre mænd, der kom gående af Østervangsvej tæt på huset. De tilbageholdte mændene og udspurgte dem om, hvad de lavede. Samtidig kørte en anden patrulje hen til huset, hvor de opdagede tydelige aftryk af såler i sneen ved det opbrudte vindue.
Sporene blev sammenlignet med de tre mænds sko, og de matchede på de to 41-årige mænd, der blev sigtet for indbrud.
- De to mænd nægtede, at havde været på adressen. De blev sigtet for indbrud, men sagen er fortsat åben, da vi skal finde ud af, hvad vi stiller op med dem, nu de nægter, siger Jakob Christiansen, kommunikationsrådgiver hos Østjyllands Politi til TV2 ØSTJYLLAND.
Der var ikke umiddelbart stjålet noget fra kvindens hjem.