Grimt syn i sandkasse ved skole: Glasskår placeret med skarpe dele op

Et fund af knuste glasflasker i sandkassen ved skolen i Harridslev er nu meldt til politiet, der også får adgang til skolens videoovervågning.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Søndag opdagede en bruger, at nogen havde placeret knuste glasflasker med skårsiden opad i sandkassen ved skolens SFO i Harridslev. Foto: Privatfoto, Sailing Yolene/Instagram

Det var et grimt syn, der søndag mødte brugerne af legepladsen ved SFO’en på Korshøjskolen i Harridslev nord for Randers. Her stak glasskår op af sandet.

- Det her skal stoppes på en eller anden måde inden det går galt, står der i et opslag i den lokale facebookgruppe om den ubehagelige placering af de skarpe skår.

- Der var sågar lagt glasskår for bunden af rutsjebanen. Alle skår var skjult let med en smule sand ovenpå, så det kun var den skarpe del der stak op af sandet.

Opslaget er udstyret med et billede, der viser placeringen af glasskår.

Der er videoovervågningsmateriale fra stedet, som politiet får mulighed for at kigge igennem
Jim Knudsen, skoleleder Korshøjskolen

Det vil til gengæld skoleleder på Korshøjskolen Jim Knudsen, da TV2 Østjylland taler med ham mandag formiddag.

- Det er selvfølgelig en meget alvorlig sag, for det ser ud til at være gjort med sigte på, at nogen skal komme til skade. Det ser vi på med stor alvor, og vi har meldt det til politiet, siger Jim Knudsen.

Politianmeldt

Skolelederen ved ikke, hvem der står bag ugerningen, der kunne have efterladt grimme sår i børnefødder.

- Men der er videoovervågningsmateriale fra stedet, som politiet får mulighed for at kigge igennem.

SSP, samarbejdet mellem skole, socialforvaltning og politiet, er også orienteret.

Det er fuldstændig uacceptabelt, at nogen kan finde på sådan noget
Christian Thomasen, medlem af forretningsudvalget i foreningen SMIFF, der arrangerer sommerfesten

Den ubehagelige opdagelse er gjort i forlængelse af weekendens byfest i Harridslev, og den berørte legeplads ligger lige op ad festpladsen, forklarer Jim Knudsen.

Knust rude

Da han mødte ind mandag morgen, var der allerede ryddet op i sandkassen.

- Vi har selvfølgelig kæmmet området og har ikke fundet ret meget yderligere, og så har jeg også været rundt og kigge på resten af skolens området.

Derudover fortæller skolelederen, at en rude i en dør til skolen også er blevet knust i weekendens løb.

- Der har faren til vedkommende, som ikke er elev her på skolen, henvendt sig på vegne af sønnen og undskyldt. Der vil blive rejst erstatningskrav, siger Jim Knudsen.

TV2 Østjylland har også talt med Christian Thomasen, der er forretningsudvalgsmedlem i foreningens SMIFF, der arrangerer sommerfesten. 

Han forklarer, at 15-20 frivillige i går gik festområderne og andre arealer i gennem og fik ryddet op efter festen. Det gør de hvert år. Fundene i skolens sandkasse er han ked af.

- Som arrangør er vi selvfølgelig trætte af, hvis nogen ikke kan opføre sig ordentligt. Det er fuldstændig uacceptabelt, at nogen kan finde på sådan noget, siger Christian Thomasen.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her