I årevis har de kæmpet for en udvidelse – nu er der sket en ulykke
Længe har beboerne på Højsletvej i Randers kæmpet for en udvidelse af vejen. Den lader vente på sig, og nu er en af dem kommet til skade i en ulykke.
Den 21. maj cyklede Sofie Islev-Andresen fra hjemmet på Højsletvej i Randers mod skolen. Som så mange gange før frygtede hun turen, fordi vejen er meget trafikeret og ikke skabt til de tusindvis af biler, der hver dag bruger strækningen som smutvej.
Det havde flere gange før været snublende tæt på at gå helt galt, og denne morgen skete det så. Hun væltede på cyklen, da to biler kørte forbi hende på den alt for smalle vej.
Hun endte i den bløde rabat.
- Så skred jeg hen af gruset og asfalten, så jeg fik et åbent sår og mange blå mærker og hudafskrabninger, fortæller Sofie Islev-Andresen til TV2 Østjylland.
'Ikke plads på vejen'
Sofie Islev-Andresen føler ikke, at ulykken kunne være undgået, sådan som Højsletvej er nu.
Og med de op til 3000 biler i døgnet, der bruger vejen.
- Der var ikke plads til mig på vejen, så jeg var nødt til at trække ud i kanten. Og den er så høj, at det er svært at komme op igen, forklarer cyklisten.
På trods af store skader på benene, måtte Sofie Islev-Andresen stadig afsted i skole.
- Jeg skulle til eksamen, så der var ikke så mange valgmuligheder. Jeg har aldrig været glad for at cykle på vejen, men jeg er nødt til det.
Især problemer i myldretrafikken
Hun er ikke alene om at være træt af og utryg over trafikforholdene på Højsletvej.
Sofie Islev-Andresens far Christian har gennem flere år kæmpet for at få gjort noget ved vejen.
- Vi oplever især i myldretiden ret tæt trafik på den her smalle vej. Bilerne kører tæt, især hvis man er cyklist eller anden blød trafikant. Så er det utrygt at færdes her, siger Christian Islev-Andresen til TV2 Østjylland.
Mere trafik med årene
Familien Islev-Andresen har boet på vejen i 17 år, og problemet er ifølge dem kun blevet større.
- Der er kommet meget mere trafik. Heldigvis er der blevet lukket af for gennemkørende lastbiler, men vejen er blevet mere slidt. Og den føles meget smallere, fordi rabatten er ødelagt, forklarer Christian Islev-Andresen.
Men I har jo boet på vejen i mange år og har kendt til trafikken. Er det ikke bare noget, I må leve med?
- Jo, og det kan vi også. Men så skal alle de mange biler, som bruger vejen også leve med udfordringerne.
Blev overrasket over trafikken
Som nabo til familien Islev-Andresen bor Torben Hansen med sin familie.
De har boet på Højsletvej i få år, og Torben Hansen er blevet overrasket over mængden af trafik.
- Vi vidste godt, der var trafik, men når det nærmer sig de der 3000 biler i døgnet, så giver det lidt en voldsom oplevelse, både på grund af støjen men det runger også i husene. Nu bor vi ret tæt på, forklarer Torben Hansen til TV2 Østjylland.
- Trafikken har store konsekvenser for familiens hverdag.
- Det har givet nogle udfordringer, og vores piger får ikke lov til at cykle på vejen.
Har lovet en udvidelse snart
Det, som beboerne på Højsletvej ønsker og har kæmpet for længe, er en udvidelse af vejen og allerhelst også en cykelsti.
Den vil for dem øge trafiksikkerheden markant og undgå ulykker som den, Sofie Islev-Andresen var ude for.
Sådan en er de faktisk også blevet lovet for knap et år siden.
Her sagde formand for Miljø- og teknikudvalget Nick Zimmermann (DF), at udvidelsen ville være helt færdig senest 1. september i år.
- Når vi står her næste år sidst i august eller 1. september, så er udvidelsen af Højsletvej fuldstændig færdig, og forhåbentlig er det også med en dobbeltrettet cykelsti eller en cykel- og gangsti ved siden af, sagde han til TV2 Østjylland.
Bliver ikke klar til tiden
Siden er der dog intet sket, hvilket ærgrer og irriterer beboerne på Højsletvej.
De tror på ingen måde på, at udvidelsen er klar som lovet. Hvilket Randers Kommune og udvalgsformanden Nick Zimmermann selv da også bekræfter.
- Indtil videre venter vi stadig på, de går i gang. For et halvt år siden blev vi lovet at blive indkaldt til et infomøde om udvidelsen, og det er vi stadig ikke blevet. Vi synes, det er for dårligt, både for os beboere, men så sandelig også for de trafikanter, der færdes på vejen hver eneste dag, siger Christian Islev-Andresen.
Nick Zimmermann: Derfor bliver vejen ikke klar
Nick Zimmermann bekræfter over for TV2 Østjylland, at vejen ikke kommer til at være klar som lovet.
- Jeg er desværre blevet orienteret om, at projektet er blevet forsinket pga. øgede krav til håndteringen af vandet fra den udvidede vej, grundet drikkevandsinteresser i området, hvilket forvaltningen naturligvis skal have styr på, skriver han i et skriftligt svar.
- Jeg forstår godt frustrationerne, og det er bedre, at vejen stod klar i går end i morgen, men vi skal have styr på situationen omkring drikkevandsinteresserne, inden vi kan gå i gang, fortsætter han.
Sidste år var det forventningen, at udvidelsen af Højsletvej kunne være klar senest 1. september i år, men Randers Kommune er blevet overrasket over forhold omkring drikkevandsinteresser.
- Forvaltningen har oplyst mig, at vi får forelagt en sag om det reviderede projekt, der indeholder drikkevandsbeskyttelse efter sommerferien, og derfor kan projektet desværre ikke stå færdigt 1. september 2023, som jeg var blevet orienteret om i første omgang.
Udvidelsen sættes formentlig først i gang inden årsskiftet, og hvornår den endelig står færdig er usikkert.