Iført nissetøj bringer Mona mad ud til ældre: - Nogle får tårer i øjnene af glæde

Iført nissetøj uddeler Mona Jørgensgaard Andersen mad til ældre. En lille ting for hende, men for de ældre betyder det meget, fortæller hun.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Denne jul er det sjette år i træk, at Mona Jørgensgaard Andersen ifører sig nissetøjet, når hun leverer mad til de ældre.

I snart 35 år har Mona Jørgensgaard Andersen arbejdet med mad i Randers Kommune. Først ved gryderne i et køkken på et plejehjem og siden 1999 med at levere mad til hjemmeboende ældre.

Men de seneste år har hun op til jul gjort det på en lidt anderledes måde. Hun leverer nemlig maden iført nissetøj, og med sig har hun julegodter og lidt ekstra tid til en lille snak.

- De er helt vilde med det. Nogle har tårer i øjnene af glæde, og roser mig for at jeg vil gøre så meget ud af det for at komme ud til dem, siger Mona Jørgensgaard Andersen fra Madservice Kronjylland til TV2 ØSTJYLLAND.

Denne jul er det sjette år i træk, at Mona Jørgensgaard Andersen ifører sig nissetøjet, når hun leverer mad til de ældre.

En lille ting for hende, men for mange af de ældre betyder det meget. Og flere af dem vil også have foreviget øjeblikket i et billede, så børnebørn og oldebørn kan se, at nissen kom med maden.

- Jeg giver mig lidt ekstra tid og sætter mig ned og snakker med dem, og så fortæller de ellers om julen dengang, at de var yngre. Nogle af borgerne får måske slet ikke besøg i julen, og så er jeg glad for, at jeg med sådan en lille gestus, kan give de ældre et juleminde, siger 63-årige Mona Jørgensgaard Andersen.

Giver glæde og smil

Og det er ikke kun de ældre, der får lidt ekstra ud af det her op til jul. Mona Jørgensgaard Andersen har de seneste fem år iført sig nissetøjet, taget julegodter og lidt ekstra tid med rundt på ruten - og i år er ingen undtagelse.

- Det giver mig en glæde. Tænk, at sådan en lille ting kan gøre så meget for de ældre. Det er helt vildt, siger Mona Jørgensgaard Andersen.

Et år blev hun på sin rundtur spottet af en gruppe børn fra en børnehave, der var meget interesseret i 'nissen'. Og så måtte Mona og madbilen en tur forbi et supermarked og hente klementiner, inden hun tog tilbage og underholdte børnene og pædagogerne lidt.

I år er det borgere i Assentoft i Randers Kommune, der den. 23. december kan se frem til at få mad leveret af nissen.

VIDEO: Nanna Eriksen køber ingen nye julegaver i år. I stedet har hun lært sig selv at strikke og hækle, så hun kan lave dem alle sammen selv. Det kan du se mere om i videoen her, der er fra den 3. december.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her