- Kommunen tog vores datter

I ly af mørket går en kvinde hen over en parkeringsplads.

I hånden knuger hun en lift med sin sovende datter.

Hun kigger sig over skulderen, inden hun stiger ind i en grå bil.

Moren i bilen er den 36-årige Tina Frausing Heuser. I liften sover hendes halvanden måned gamle datter. De to er denne aften i december på vej hen til Tinas veninde. Mørket falder på, og de hygger sig i venindens lejlighed. Stemningen er god, og da den nybagte mor har givet datteren dagens sidste flaske, falder de trygt i søvn side om side.

Samme aften sætter Østjyllands Politi en eftersøgning i gang. En mor og en datter er forsvundet fra en døgnafdeling i Randers, og sporene leder politiet i retning af en lejlighed.

Tina vågner om natten ved, at en lommelygte lyser ind ad lejlighedens vindue efterfulgt af håndfaste bank på døren. I det øjeblik ved Tina, at det er slut.

Et klik og en kærlighedsaffære

Det er kærlighed ved første klik, da Tina møder Daniel Frausing Heuser på Facebook i 2018. Forelskelsen tager hurtigt fart, og drømmen om at starte en familie ulmer i dem begge. En lørdag i maj 2020 sætter Daniel ringen på Tinas finger på det gamle rådhus i Randers, og vejen til at starte en familie virker opnåelig.

En forårsdag tre år efter brylluppet viser to røde streger endelig, at ønskebarnet er på vej. Tina er lykkelig, men skeptisk af natur. Så det er først, da den fjerde graviditetstest viser samme resultat som de foregående tre, at parret tør tro på det utrolige.

I Tinas mave vokser det barn, de har drømt om, siden de mødte hinanden.

En scanning bekræfter dem i, hvad de begge havde på fornemmelsen – de skal have en pige med planlagt ankomst den 28. oktober 2023. Med en lille ny på vej har de brug for mere plads, så parret flytter i rækkehus lidt uden for Randers.

Det er Tina, der står for indretningen af børneværelset. I kurvereolen er babytøjet sirligt inddelt i størrelser med små, farvede klistermærker, og i vinduet hænger en farverig flagranke, en drømmefanger og et stramaj med teksten ’baby girl’.

I hjørnet står en tremmeseng fyldt til randen af babytæpper og puder med broderi, og puslepladsen er fyldt op med alt, hvad et babyhjerte begærer.

Som man kigger rundt i rækkehuset, er det svært at overse parrets passion for Pokémon. Elementer fra det japanske eventyrunivers er drysset ud over hele hjemmet i form af figurer, bamser og fyldte samlemapper i reolen. Kærligheden til universet er så stort, at parret ikke er et sekund i tvivl om, at datteren skal opkaldes efter en Pokémon-figur.

Daniel tager en af mapperne med de farverige kort ned fra hylden og bladrer i den. Hvad der for nogle ligner en bunke kulørte kort i plastik, er for Daniel en pensionsopsparing. Han har også allerede lavet en mappe til sin datter, som hun skal have, når hun engang forstår det. Der er tænkt på det hele i det lille hjem.

Det er en dejlig tid, og de glæder sig til at blive forældre. Men hen imod slutningen af graviditeten begynder fundamentet for deres nye familieliv at slå revner.

For den lille spire i Tinas mave er ikke det første barn i familien.

Det er blandt andet parrets familiehistorik, der gør, at deres forældreevner kommer i kommunens søgelys allerede inden, Tina har født.

Som 20-årig fik Tina en datter, som blev tvangsbortadopteret, og som Tina ikke længere har kontakt til. Farrollen er heller ikke ny for den nu 36-årige kommende far, som i forvejen har to børn. Hans datter på 12 år er anbragt uden for hjemmet. Hans søn bor hos Tina og Daniel hver anden weekend.

Men det kommende forældrepar er uforstående overfor, at den fortid har betydning for den babylykke, de længes så umådeligt meget efter.

De er jo blevet ældre, og deres sager er gamle. Alle bliver ældre og klogere og udvikler sig, som en sagsbehandler har sagt til dem.

Men i kommunens papirer tegner der sig et andet billede af parrets forældreevner.

Fredag den 20. oktober 2023 føder Tina en velskabt pige på 2.884 gram og 49 centimeter.

Selvom Tina klarer fødslen godt, starter deres egentlige prøve som forældre først i dagene efter, hvor intet går som planlagt.

Der er noget, der ikke stemmer

Efter et par dage på sygehuset vender den lille familie hjem til rækkehuset i Randers, hvor det nyindrettede børneværelse står klar til den nye beboer. Men der går ikke længe, før babyboblen brister.

For efter blot 48 timer hjemme anbefaler Randers Kommune, at Tina og Daniel rykker ind på et familiecenter i byen. Her skal de støttes og vejledes i en god start på forældreskabet. Tina og Daniel er skeptiske. Men de ender med at samtykke til døgnbehandling på Familieværkstedet i Randers, hvor de rykker ind 25. oktober 2023.

Dage bliver til uger i den lille toværelses med fælleskøkken på Familieværkstedet. Som tiden går, bliver det tydeligt, at Tina og Daniels opfattelse af deres evner til at drage omsorg og sikre god trivsel for deres datter ikke stemmer overens med det, som fagpersonalet ser.

Personalet er bekymret for forældrenes evner til på egen hånd at vurdere og respondere på, hvad deres datter har brug for.

Men det er Tina og Daniel ikke enige i. Deres datter trives. Det eneste, hun har brug for, er at være hjemme i rækkehuset, hvor der er fred og ro. De vil alle tre bare gerne hjem snart og tage hul på deres rigtige familieliv.

Tinas frustration over at være på Familieværkstedet tager til. Hun oplever det som et sandt helvede, og personalet fortæller hende gentagende gange, at kontakten til hendes datter ikke er god nok.

- Det er jo klart, når de kommer ind i tide og utide. Så gider hun jo heller ikke, så bliver hun jo også stresset og træls, siger Tina.

Både Tina og Daniel fastholder, at de har fin øjenkontakt med deres datter, når personalet ikke er der. Øjenkontakten forsvinder faktisk kun, når hun er træt, eller hvis der er kommet for meget personale ind på deres værelse. 

Tina ser intet galt i, at datterens blik flakker rundt i rummet, når de er der. Hun synes også selv, at personalet er for meget.

Tina beder personalet om at være ærlige og bare fortælle hende, at hun ikke er god nok. Hun kan se, på deres kropssprog, at de synes, hun er en dårlig mor. Det er sådan, hun har det det meste af tiden.

- Man siger jo, at børn ligner deres forældre. Fra mig har hun arvet sin generthed, hun skal lige se folk an. Men hun er også fars pige, for meget af hendes væremåde har hun fra sin far, siger hun og bakkes op af Daniel.

Når Daniel ikke kan lide nogle bestemte personer, gider han ikke være sammen med dem. Datteren har det på nøjagtig samme måde.

Faren kan tydeligt se, at den lille pige ikke gider dem, for hver gang personalet går, får han straks øjenkontakt med sin datter.

Det var personalet, hun vendte sig væk fra og ikke stolede på. Han selv stoler heller ikke på systemet. Han har luret dem og ved, at når man kommer ind på et center som dette, så kommer man ikke ud med et barn på den anden side. Så meget ved han. Han er overbevist om, at personalet redigerer i de notater, de hele tiden tager, og det er ikke til forældrenes fordel.

Personalet oplever en pige, som bliver sværere og sværere at komme i kontakt med.

Efter seks uger på Familieværkstedet og med et spædbarn på nogenlunde samme alder bliver Daniel indkaldt til et opfølgningsmøde med en række fagpersoner.

Regnede med at få en chance

Af et notat fra mødet fremgår det, at Tina og Daniel efter halvanden måned på Familieværkstedet ikke er i stand til at sikre deres datters trivsel og udvikling uden støtte fra personalet.

Fra nu af tager personalet helt over i varetagelsen af deres datters behov. Det bliver gjort klart overfor parret, at der arbejdes hen imod en anbringelse uden for hjemmet.

- Jeg regnede faktisk med, at jeg ville få en chance for at vise, at jeg godt kunne være mor. Men at de siger, at jeg har udøvet decideret omsorgssvigt over for hende, det har jeg ikke, fastholder Tina.

Tina og Daniel forstår ingenting. De har passet og plejet hende og været omsorgsfulde lige fra starten.

Det er Familieværkstedet, der er problemet, mener de. 

Samme aften som opfølgningsmødet på døgnafdelingen finder sted, træffer Tina og Daniel en beslutning, som får uoverskuelige konsekvenser.

Far i forsvar og mor i håndjern

Om aftenen dagen efter mødet ser personalet pludselig Tina på parkeringspladsen. Hun har noget i hånden og stiger ind i en bil. Hun har ikke sagt noget om, hvorfor hun tager afsted, og da personalet vil ind og kigge til den lille pige, er hun væk.

Personalet prøver at få fat på Tina, men hun tager ikke telefonen. Daniel er på værelset, men han nægter at fortælle, hvor Tina og datteren er taget hen. Personalet noterer, at Daniel lugter kraftigt af alkohol. Men det kan jo også skyldes noget mad, han har indtaget, mener Daniel.

Politiet sætter en eftersøgning i gang, og klokken lidt over 01.00 den december-nat finder Politiet Tina og datteren i venindens lejlighed. Tina bliver anholdt på stedet.

Tina og Daniel mener ikke, de har gjort noget forkert. De har handlet ud fra, hvad de mener, der er bedst for deres datter. Og det er at komme væk. At komme hjem. At komme tilbage til hverdagen i rækkehuset, hvor ingen konstant minder dem om spisetider og søvnrytmer.

De har ikke været til fare for hende, og de havde jo sagt til personalet, at det bedste for datteren var at være hjemme. Men de lyttede ikke. Alle forventningerne, de velmenende råd og de skuffede blikke blev for meget for parret.

Noget indeni Tina fortæller hende, at hun skulle have handlet anderledes den aften. Og så alligevel ikke. For hun gjorde det, fordi de havde en plan. De skulle jo hjem, så ville alt blive godt igen.

De var fra starten gået med til at bo på Familieværkstedet frivilligt, så parret mener også, at de var i deres gode ret til at gå frivilligt. At kommunen har en anden fortolkning, det er ikke deres problem.

Det ender med, at både Tina og Daniel bliver anholdt den aften, og deres datter bliver akut anbragt i en plejefamilie.

Knuste julehjerter på en januardag

Det er blevet januar i det lille rækkehus uden for Randers. Deres datter har været anbragt i lidt over en måned, og stilheden er larmende i det lille hjem. Intet er gået som de drømte om, siden de to streger dukkede frem den forårsdag.

I sofaen sidder Tina med benene trukket ind under kroppen. Ved siden af hende står en skål fyldt til randen af flettede julehjerter. Hvad der til tider kan være svært at udtrykke i ord, har Tina i sine hænder, der nænsomt fletter strimlerne ind og ud af hinanden. Et nyt hjerte er født og ryger oveni de andre. Som et lille bjerg af alt den kærlighed, de ikke kan få lov til at give videre.

Det er som om, at tiden gik i stå i det lille rækkehus den dag i december, hvor deres datter ikke skulle med dem hjem.

Tina er den kreative af de to. Hvis ikke Tina var blevet førtidspensionist, ville hun have arbejdet med mode – måske i en tøjbutik. Der anes en stolthed i Daniels stemme, da han med en vis bestemthed i stemmen forsikrer, at Tina har styr på den slags.

Familietid hver tredje torsdag

Med anbringelsen uden for hjemmet har Randers Kommune besluttet, at Tina og Daniel kan se deres datter hver tredje uge.

I januar er de på vej til deres første møde med deres datter. De har ikke set hende siden den dag, hvor hun blev akut anbragt i en plejefamilie. De er begge spændte på, om hun husker lyden af deres stemmer.

Drømmen om far, mor og barn i det lille rækkehus er reduceret til en times møde hver tredje torsdag i et af kommunens lokaler. 

Den lille familiestund er hurtigt forbi, og Tina og Daniel kommer ud. Selvom de fik lov til at sidde med hende i armene, var hele situationen akavet.

- Jeg var i tvivl, om hun kunne huske min stemme, men det kunne hun så fint nok, så det var rart. Da jeg gik, hviskede jeg hende i øret, at vi nok skulle vinde den her, du skal nok komme med hjem, siger Tina.

- Det er i hvert fald ikke det her, vi kommer til at vænne os til. Det må vi kæmpe med, det her fungerer ikke, siger Daniel.

Daniel og Tina føler sig svigtet af Randers Kommune. De har ikke tillid til det system, der skal handle for barnets bedste.

I rækkehuset fylder frustrationerne over forløbet og den tomme vugge meget.

- Jeg føler mig magtesløs. Jeg tænker på hende 24/7. Jeg er nødt til at tro på, at hun kommer hjem igen, det duer jo ikke, at jeg går helt ned. Daniel forsøger at passe på mig lige nu, for ellers knækker filmen fuldstændigt, siger Tina.

Men i al elendigheden anes en snert af optimisme. For sagen ligger lige nu i Ankestyrelsen, og for forældrene betyder det, at håbet stadig lever. Et håb om, at deres lille datter skal vokse op hos mor og far.

- Vi giver os ikke uden kamp. Sådan har jeg det i hvert fald som mor. Om det så bliver en lang, sej kamp, så tager jeg den gerne, siger Tina.

En ny hverdag i plejefamilien

Pigen bor i dag hos en plejefamilie. I kommunens notater fremgår det af et opkald til plejeforældrene den 8. januar 2024, at pigen pludrer og kan være mere vågen nu end tidligere. Selvom det stadig kan være svært at få kontakten til hende.

På det tidspunkt er pigen 2,5 måneder gammel og har haft adresse hos plejefamilien i en måneds tid.

Hun er begyndt at slappe mere af efter at have været til kranio-sakral-terapi, fremgår det af notater fra samtalen. Plejemoren fortæller, at de er på rette vej, men at det kræver meget af omsorgspersonen omkring pigen at fastholde hende i en kontakt, men at de som plejefamilie ser, at pigen kan være i kontakten i længere tid dag for dag.

Tekst: Kathrine Juhl Jørgensen

Interview & research: Celine Kortsen

Foto: TV2 Østjylland & privat

Redaktør: Henrik Birkbak

Layout: Frederikke Schmidt

Ai illustrator: Kristian Brøndum

Udgivet: Februar 2024

Se en udsendelse om Tina og Daniels kamp for deres datter her: