Kurt lukker sin butik efter 63 år: Jeg ville gøre det hele igen

Den snart 87-årige Kurt Bendixen har valgt at lukke ned for Jagt og Fiskerimagasinet efter mange gode år i Randers midtby.

Kurt Bendixen føler, at Randers midtby, hvor butikken ligger, er sit andet hjem
Udgivet
Artiklen er mere end 30 dage gammel

Bag disken i butikken står Kurt Bendixen sammen med sit barnebarn og ekspederer kunderne. De er blevet lokket ind i varmen af gule skilte, hvor der står ”OPHØRSUDSALG”, fordi de er begyndt at sælge ud.

Kurt Bendixen holder sig lidt i baggrunden, mens han ser på sønnen og barnebarnet, der hjælper kunderne med at finde de ting, som de søger.

- Jeg er meget glad og taknemlig for den tilværelse som jeg har haft, siger Kurt Bendixen til TV2 ØSTJYLLAND.

Det hele startede i 1957 på 40 kvadratmeter, hvor Kurt Bendixen solgte ting til jagt og fiskeri. I dag er butikken to etager og er fyldt op med alt fra jagtgevær til målmandshandsker, og er udvidet med en butik i Aarhus. Papirerne viser snart 87 år, men Kurt Bendixen føler sig ikke for gammel.

- Jeg føler mig ikke underlegen, når jeg er inde og ekspedere. Men jeg kan ikke fortsætte længere, festen må jo stoppe på et tidspunkt, selvom det har været fantastisk, siger Kurt Bendixen.

I videoen kan du møde den snart 87-årige Kurt Bendixen i hans butik i Randers.

Flere ældre som Kurt

Han er ikke den eneste, der klarer sig længe på arbejdsmarkedet. De senere år har flere ældre valgt at blive på arbejdsmarkedet efter, at de har passeret pensionsalderen.

Andelen af folk, som bliver på arbejdsmarkedet, er steget med 5 procent fra 2008 til 2018, viser tal fra Danmarks Statistikbank.

Disse tal kan Mona Larsen fra VIVE, der har specialiseret sig i ældre på arbejdsmarkedet, sagtens genkende fra deres egne undersøgelser.  

- Det er en tydelig tendens, at de ældre bliver længere tid på arbejdsmarkedet. Især folk, der er selvstændige bliver i langt højere grad længere tid på arbejdsmarkedet end almindelige lønmodtagere, siger Mona Larsen.

Med mange års erfaring i branchen som forretningsmand, har Kurt Bendixen kontakter rundt i hele midtbyen. Dem plejer han godt og tager jævnligt ud og spiser middag med dem.

Det betyder nemlig meget for Kurt Bendixen at omgås rare menneske både i forretningen og ved siden af.

- Det vigtigste for mig er, at man har det godt med dem, man er sammen med i hverdagen, så bliver man meget gladere, siger Kurt Bendixen.

Det er med hjælp fra både børn og børnebørn, at Kurt Bendixen driver butikken i dag

Fremtidsplaner

Selvom det er sørgmodigt for Kurt Bendixen at lukke efter mere et halvt århundredes arbejde til sommer, så har han allerede lagt planer for fremtiden.

Det kommer nemlig ikke til at gå stille for sig, for lysten til at dyrke sit sociale liv er nemlig stor. Han er nemlig for nylig flyttet i kollektiv. Her sidder han ved et bord med tre damer og to andre mænd, som han jævnligt spiser med.

- Jeg glæder mig til at spise en masse gode måltider med de andre mennesker. Og så kan jeg nok heller ikke lade være med at bidrage med en masse andet i kollektivet, jeg er jo en arbejdsmand, siger Kurt Bendixen.

Det er ikke nemt for Kurt Bendixen at sidde stille, og han er derfor også glad for at kunne putte sin energi over i det nye kapitel af hans liv.

Han regner med, at butikken lukker ned den 30. juni i år.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her