Landejendom brændt ned - en person er anholdt
En 51-årig mand er anholdt, efter en landejendom natten til onsdag er brændt ned.
En 51-årig mand er anholdt i forbindelse med en omfattende brand på en landejendom på Elstrupvej i Fårup natten til onsdag. Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Alarmen gik klokken 2.20, men da brandvæsenet ankom til stedet, var der allerede så godt gang i ilden, at det stod klart, at bygningen ikke var til at redde.
Derfor foretog brandvæsenet en kontrolleret nedbrænding.
- Der var flammer op gennem taget, og er ilden gået gennem taget, så er det begrænset, hvad vi kan gøre, fortalte Johnny Damgård, operationschef ved Østjyllands Brandvæsen tidligere til TV2 ØSTJYLLAND.
Der var hverken dyr eller personer til stede på ejendommen, så ingen er kommet til skade i forbindelse med branden.
Østjyllands Politi oplyser, at det ikke har været muligt at fastlægge en brandårsag, men på baggrund af de foreløbige undersøgelser, er det politiets formodning, at der er tale om en påsat brand.
Hvad der har gjort, at den 51-årige blev anholdt og om han var på stedet, da politiet ankom, ønsker politiet ikke at oplyse om.
- Anklageren har vurderet, at der ikke har været grundlag for at fremstille manden i grundlovsforhør, så han er løsladt igen. Han er stadig sigtet, fortæller Janni Lundager, kommunikationsrådgiver ved Østjyllands Politi.