Lars cykler 4.500 kilometer om året: Det giver mere energi
Den landsdækkende kampagne 'Vi cykler til arbejde' begynder 1. maj. I Randers forsøgte hospitalet i dag at lokke flere medarbejdere med
Bilen eller cyklen?
Det kan være fristende at hoppe inden for i en varm bil, hvis regnen siler ned, eller man er kommet lidt for sent ud af døren.
Fra 1. maj til 31. maj, hvor forårssolen gerne skulle skinne, begynder kampagnen 'Vi cykler til arbejde', som hvert år har til formål at få flest mulige danskere til at foretrække den tohjulede.
I dag blev tyvstartet i Randers, hvor en af byens helt store arbejdspladser, Regionshospitalet Randers, igen i år deltager i cykelkampagnen.
Fysioterapeut Lars Engelst Petersen er blevet bidt af at cykle og deltog også i kampagnen sidste år. Han har 10 kilometer til arbejde, som bliver tilbagelagt på cykel.
Ifølge hans egne beregninger løber det op i omkring 4.500 kilometer om året.
- Jeg synes, det er en fantastisk måde at kombinere motion og transport. Man mærker det ikke. Det giver mere energi, end det tager, fortæller Lars Engelst Pedersen til TV2 ØSTJYLLAND.
Sundt for kroppen og miljøet
Han håber, at flere af sine kollegaer vil gøre ham kunsten efter. Hvis man er lidt afskrækket af tanken om at trampe hårdt i pedalerne op ad bakker, stiller Randers Cykelby elcykler til rådighed.
Her er det ligemeget, hvorvidt der er motor på cyklen eller ej:
- Det handler jo bare om at komme op på cyklen. Jo flere dage jo bedre, siger projektleder Birgit Berggren.
Denne morgen stod hun også klar sammen med sine kollegaer og uddelte rundstykker for at gøre opmærksom på cyklens mange fordele.
- Det er vigtigt for ens egen sundhed, men også for klimaet. Vi får det meget bedre med os selv, når vi kommer ud og får noget luft. Man bliver i bedre humør, forklarer hun.
Det er Cyklistforbundet der står bag den årlige kampagne, som sidste år fik 65.690 danskere til at trampe i pedalerne. Idéen er, at cyklisterne bliver tilmeldt i hold og kan så dyste om, hvem der får flest cykeldage.
Fysioterapeut Lars Engelst Petersen er i hvert fald klar i sadlen og med et budskab til sine 1.800 kollegaer:
- Der er kun én ting at sige: Op på cyklen!