Mand forsvundet efter fisketur: Politiet fortsætter eftersøgning
En eftersøgning fortsætter i dag ved Randers Fjord, hvor en mand savnes efter en fisketur.
OPDATERING: Den 50-årige mand er fundet omkommet i Randers Fjord. De pårørende er underrettet. Læs mere her.
En 50-årig mand blev onsdag morgen meldt savnet af sin familie.
Manden var tirsdag taget alene på fisketur ved landsbyen Kare ved Randers Fjord. Her skulle han tirsdag aften mødes med en ven.
Da vennen dukkede op, fandt han kun den 50-åriges sko, der stod ved bredden.
- Manden er formentlig gået i vandet iført vaders, fortæller Jakob Christiansen, kommunikationsmedarbejder ved Østjyllands Politi, til TV2 ØSTJYLLAND.
Den 50-åriges familien kontaktede politiet efter forgæves at have ledt efter manden.
Østjyllands Politi fortæller, at man eftersøgte den 50-årige med både og hunde i et større område ved fjorden onsdag.
Manden blev ikke fundet, og derfor fortsætter politiet eftersøgningen torsdag.
Har man oplysninger i sagen, kan Østjyllands Politi kontaktes på telefonnummer 114.
Signalement og billede er fjernet fra denne artikel, da manden er fundet.