Mille gav ung pige førstehjælp: Jeg troede at jeg ville gå i panik

Fredag nat faldt en ung kvinde ned ad trapperne på en bar i Randers. Hendes puls var væk

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Fredag nat. Klokken er lidt i lukketid.

Mille Maria Hansen tager lige den sidste runde på Zwei Grosse Bier Bar i Randers, før hun skal hjem. Klokken nærmer sig 04.30.

Hun har været i byen med sin søster og tre veninder.

Normalt går 29-årige Mille Maria Hansen ikke meget i byen. Faktisk er det første bytur i et år, og den har været planlagt længe.

- Jeg havde glædet mig rigtig meget, siger Mille Maria Hansen, der har en lille søn.

Hun var væk

På sin sidste rundtur i baren ser Mille Maria Hansen en ung kvinde, der ligger på gulvet. Hun er faldt ned ad nogle trapper. Der sidder nogle veninder omkring hende. Faldet er ikke langt - fire trin måske.

- Jeg spurgte, om jeg skulle gøre noget, siger Mille Maria Hansen.

Hun har tidligere været elev som social- og sundhedshjælper. I den forbindelse har hun taget et kursus i førstehjælp.

Jeg vidste godt, hvad jeg skulle gøre. Jeg tænkte, at nu bliver jeg bare ved, indtil der kommer hjælp.
Mille Maria Hansen

Hun tager pulsen på den unge kvinde. Først håndleddet, så ved halsen.

- Hun var helt væk. Der var ikke noget liv, siger Mille Maria Hansen.

Hun går i gang med hjertemassage og kunstigt åndedræt.

- Jeg vidste godt, hvad jeg skulle gøre. Jeg tænkte, at nu bliver jeg bare ved, indtil der kommer hjælp. Uanset hvor lang tid, det tager, siger Mille Maria Hansen.

Først tæller hun til 30, da hun giver hjertemassage. Så til 15.

- Jeg tænkte, at hun havde brug for noget ilt, siger Mille Maria Hansen.

Trak vejret

Mens hun giver hjertemassage er stemningen omkring hende kaotisk. Udsmiderne gør ingenting.

- Folk stod bare og kiggede. Personalet burde have et kursus i førstehjælp. Det var dem, der burde være trådt til - ikke mig, siger Mille Maria Hansen.

En ambulance kommer til stedet og tager den unge kvinde med.

- Så blev jeg taget med udenfor, hvor jeg fik at vide, at de havde brugt en hjertestarter på hende. Men der kom en hen og sagde, at jeg havde gjort det rigtige. Hun trak vejret, da de kørte afsted med hende, siger Mille Maria Hansen.

Pissestolt af mig selv

Dagen efter lagde Mille Maria Hansen et opslag på Facebook. En efterlysning  af veninder eller pårørende til den unge kvinde. Fredag nats oplevelser har fyldt meget i hendes hoved.

- Jeg har tænkt rigtig meget på hende, siger Mille Maria Hansen, der også er overrasket over sin reaktion:

- Jeg troede, at jeg ville gå i panik. Jeg havde aldrig nogensinde troet, at jeg ville stå i sådan en situation, men jeg er pissestolt af mig selv, siger Mille Maria Hansen.

Pårørende til den unge kvinde har efterfølgende kontaktet Mille Maria Hansen. Efter omstændighederne har hun det godt.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her