Omann: Det er upopulært at lukke skoler

Randers' borgmester Claus Omann Jensen deler vandene i ny popularitetsmåling

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Hvis man vil være en populær borgmester, skal man pille fingrene væk fra folkeskolerne.

Det ved borgmester i Randers Kommune Claus Omann Jensen udmærket. Derfor kommer det heller ikke bag på ham, at vælgerne ikke kun har kindkys og rosende ord til overs for ham i en ny popularitetsmåling fra Megafon.

- Alle ved, at det ikke er den mest populære beslutning, man kan træffe, siger han til tv2oj.dk og hentyder til kommunens gennemførte skolestrategi, der førte til lukning af fem folkeskoler.

- Så må man tage slagene for det.

I den nye måling svarer 35 procent af de 501 adspurgte vælgere, at de enten er meget tilfredse eller tilfredse, mens 28 procent er hverken utilfreds eller tilfreds. Til gengæld er 30 procent utilfredse eller meget utilfredse.

Luft til forbedringer

Claus Omann Jensen er ikke i tvivl om, at udfaldet målingen skyldes beslutningen om at reformere skoleområdet.

En række skoler er blevet nedlagt. Eleverne er flyttet til de eksisterende skoler. Det giver luft i budgettet og dermed plads til nye investeringer i folkeskolen, lyder argumentet.

Syv millioner til nyt it-udstyr og fem millioner kroner til inklusion er blot nogle af eksemplerne.

- Det er penge, vi ikke kunne investere, hvis vi ikke gjorde, som vi gjorde. Det skulle i sidste ende gerne munde i ud i glade elever, lærere og forældre, siger Claus Omann Jensen.

Turde træffe beslutninger

Den nye skolestruktur var ifølge borgmesteren en nødvendighed og også en længeventet manøvre, som hans forgængere ikke havde kastet sig over:

- Det handler om at turde at tage de svære beslutninger. Det var tid til at tage et opgør med skolestrukturen, fortæller han.

Også borgmesteren i Silkeborg Kommune, Steen Vindum (V), scorer lavt på populariteten, hvilket også kan skyldes planer om ændringer på skoleområdet.

Med to år tilbage til næste kommunalvalg, så satser Randers-borgmesteren på, at effekten af skolereformen og arbejdet med andre områder som eksempelvis beskæftigelse også vil være i vælgernes erindring:

- Alle vil gerne være populære. Så må man bare stramme sig an og knokle videre. Det vil jeg gøre de næste to år, slutter Claus Omann Jensen.

TV 2 | ØSTJYLLAND sender onsdag aften en direkte tv-debat om Randers Kommune med deltagelse af politikere fra alle byrådets partier.

Popularitetsmålingen og debatten gennemføres som en del 'Midtvejsvalget' på TV 2 | ØSTJYLLAND. Se debatten fra Randers fra kl. 19.30 onsdag aften.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her