Pige berørt i bus: Mor leder efter kvinden, der smed ung mand ud

En 13-årig piges bus stur blev pludselig meget ubehagelig, da en mand satte sig ved siden af hende.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Arkivfoto. Pigen blev krænket i en af Midttrafiks blå busser i Randers.

Mette Stig Sørensens datter var vej hjem med bussen mandag eftermiddag efter en skoledag i Randers, da en grim situation pludselig opstod. 

Den 13-årige pige sad bagerst i bussen, hvor en ung mand satte sig skråt overfor hende. Han vendte sig om, så han havde fronten mod pigen, og begyndte at lave underlige fagter i hendes retning.

Hun lod som ingenting og tænkte, at han nok ville stoppe. Men det gjorde han ikke. 

Jeg skreg, at han skulle gå væk
13-årig pige, Randers

I stedet satte han sig helt hen ved siden af hende, og spurgte om hendes alder og navn. Det tænkte den unge pige ikke, der var noget galt med, så hun svarede høfligt.

Ubehagelige spørgsmål og berøringer

Men det næste spørgsmål gav hende en ubehagelig fornemmelse. 

Manden, som hun vurderer, var mellem 20 og 30 år, spurgte hende, om hun nogensinde havde haft sex.

- Jeg blev chokeret, men sagde selvfølgelig nej, fortæller Mette Stig Sørensens datter, som ikke selv ønsker at stå frem med navn. 

Og som om det ikke var ubehageligt nok, så begyndte manden også at røre ved hende. 

Først på armen. Så på låret.

Jeg synes, det er skræmmende, at man ikke engang kan sende sit barn sikkert med bussen
Mette Stig Sørensen, Randers

Den unge pige fik endnu et chok, og reagerede med et skrig.

- Jeg skreg, at han skulle gå væk og gav ham et puf, siger hun.

Kvinde smed ham ud

- Jeg synes, det er skræmmende, at man ikke engang kan sende sit barn sikkert med bussen, siger Mette Stig Sørensen, som er mor til den 13-årige pige, der blev antastet i bussen. 

Pigens skrig fik en kvindelig passager i bussen til at reagere, og gik straks hen, og fik manden væk. 

- Hun bad buschaufføren om at stoppe, og så smed hun manden ud af bussen, fortæller den 13-årige. 

Det er først nu, hvor det er gået op for mig, at det var alvorligt, det han gjorde
13-årig pige, Randers

Mette Stig Sørensen er lettet over, at der findes folk derude, der hjælper, når forældrene ikke er med. Derfor har hun senere skrevet ud på Facebook, i håb om at finde den kvinde, der hjalp hendes datter og sige tak.

- Jeg synes, hun var mega sej og modig, siger den 13-årige selv om kvinden, der kom hende til undsætning. 

Stadig chokeret

Den unge pige plejer at tage bussen både til og fra skole hver dag uden problemer. Men den ubehagelige episode mandag eftermiddag, har sat sig i hende.

- Det er først nu, hvor det er gået op for mig, at det var alvorligt, det han gjorde, siger hun.

Mette Stig Sørensen har snakket med sin datter om episoden, og konkluderer at den unge pige stadig er tryg ved at tage bussen. De to har snakket om, hvad man kan gøre for, at der ikke sker noget lignende igen - for eksempel sætte sig sammen med en anden passager. 

- Jeg ville ønske, det ikke var nødvendigt at have sådan en snak med min datter, siger hun.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her