Randers får stor blues-festival med ti scener
Randers City Blues Festival bliver afholdt den 30. juni til den 2. juli
Der skal spilles masser af blues i Randers til sommer.
Randers City Blues Festival bliver afviklet fra den 30. juni til den 2. juli, og der kommer til at være musik på intet mindre end ti scener rundt omkring i byen.
- Det er en helt ny festival, hvor vi er nogle, der er enige om at sætte Randers på festival-landkortet. Vi breder musikken ud over hele byen, siger Jørn Bjerre fra Randers City Blues Festival til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Vil udbrede kendskabet
Det er spillestederne Turbinen og Tante Olga, der sammen med foreningerne Bluesnight Randers og T-Music står bag festivalen.
- Det er et udtryk for, at vi gerne vil skabe noget opmærksomhed på blues-musikken og udbrede kendskab til de mange forskellige genrer, der kendetegner blues. Vi har en ambassadør-tilgang, hvor vi er interesserede i at få unge mennesker til at tænke i blues-musik, siger Jørn Bjerre.
Læs også:
Lige nu leder festivalen efter et par hovednavne, der så skal spille på Turbinen. Konceptet bliver, at man køber adgang som til en almindelig koncert, når hovednavnene spiller på Turbinen, og så kan man købe et armbånd til Underværket, hvor der vil være en del koncerter.
Derudover kan man gratis komme til de mange koncerter, der vil finde sted på scener rundt omkring i byen.
Festivalen har snart 30 navne klar på programmet, og det er meningen, at der skal være blues i Randers i mange år fremover.
- Randers Kommune har støttet os de første tre år med henblik på at få sparket blues-festivalen i gang, så den kan leve i årene fremover, siger Jørn Bjerre.
Læs mere om Randers City Blues Festival på festivalens hjemmeside
Thorbjørn Risager optræder på den kommende blus-festival i Randers. I videoen nedenfor kan du høre nummeret 'Baby Please Don't Go'.