René vender tilbage til institution: - Den største julegave jeg har fået
Den pædagogmedhjælper, der nu er blevet tilbudt sit gamle job tilbage, har tænkt sig at sige ja. Han er lykkelig for kovendingen i sagen.
Først blev han mistænkt og sigtet for krænkende adfærd over for et barn. Så blev alle sigtelser mod ham frafaldet, hvilket dog ikke gav ham jobbet tilbage. Før nu.
Det har været en tumultarisk tid for pædagogmedhjælperen René (efternavnet er redaktionen bekendt, red.), som nu har fået tilbudt sit job tilbage i institutionen Stjernehuset i Randers-forstaden Helsted.
- Det er den største julegave, jeg nogensinde har fået. Jeg tager imod tilbuddet med kyshånd, lyder Renés umiddelbare reaktion til TV2 ØSTJYLLAND.
- Jeg synes klart, at det er den bedste løsning. Her er der en personalegruppe og en forældregruppe, der vil mig, fortsætter han.
Vil have ro på
Årsagen til, at Randers Kommune pludselig ændrer sin beslutning om René, skulle eftersigende være et ønske om ro.
- Jeg traf denne beslutning efter bedste overbevisning om, at det var det rette at gøre på det tidspunkt og med afsæt i erfaringer fra lignende sager i andre kommuner, siger Michael Maaløe, direktør for Børn og Skole, i en pressemeddelelse og fortsætter:
- Det har imidlertid vist sig, at det ikke virkede. Det skabte ikke den nødvendige tillid mellem forældre og vores daginstitution. Der har langt fra været ro om Stjernehuset, og vi har fortsat ikke fået pladserne i Stjernehuset fyldt op. Tilsvarende er det heller ikke lykkedes for pædagogmedhjælperen at starte i en ny daginstitution. I den situation er det vigtigt at genbesøge sin beslutning. Det har jeg gjort.
Pædagogmedhjælperen er derfor blevet tilbudt at vende tilbage til Stjernehuset i januar 2020 efter nærmere aftale med daginstitutionslederen.
Herunder kan du få et overblik over, hvordan sagen startede. Siden har Randers Kommune ansat ny leder i institutionen, og pædagogmedhjælperen fik i går sit job tilbage.
Vil ændre adfærd
Og René takker ja. Han glæder sig til at vende tilbage til jobbet i en indkøringsperiode fra midten af januar. Selvom han er overbevist om, at han vil ændre adfærd.
- Det er naivt at tro, jeg bare kan lægge det hele bag mig. Jeg ved først, hvordan det bliver, når jeg står i det. Uanset hvilken institution jeg var endt på, vil tingene være anderledes end før, siger René og fortsætter:
- Jeg har ikke lyst til at være alene med børnene. Men jeg vil stadig tage dem op og trøste på armen, hvis de har brug for det. Sådan er mit job, men det bliver da grænseoverskridende i starten.
René bærer ikke nag over for hverken de forældre, som i sin tid gik videre til ledelsen med anmeldelsen, eller til politiet som efterforskede eller til kommunen som anmeldte sagen til politiet.
Men han havde gerne set et andet forløb.
Dyre lærepenge
- Jeg håber, at man lærer noget af den her sag. Det har været dyre lærepenge for min person, og der er da ting, jeg synes, man burde have gjort anderledes. Dem tager jeg nu internt med min ledelse, siger René til TV2 ØSTJYLLAND.
Flere har kæmpet Renés sag gennem hele det otte måneder lange forløb. Blandt andre tre byrådsmedlemmer i form af Henning Jensen Nyhuus (S), Mogens Nyholm (RV) og Bjarne Overmark (BL).
Sidstnævnte glæder sig især på den snart tilbagevendte pædagogmedhjælpers vegne.
- Jeg er glad på Renés vegne, at det her justitsmord får en ende, siger Bjarne Overmark til TV2 ØSTJYLLAND.
Kan få konsekvenser
Han håber nu på, at roen kan sinke sig over Stjernehuset, og så vil han på et senere tidspunkt se på, om hele forløbet skal have konsekvenser.
- Nogle af os sætter sig sammen engang og beslutter, om vi skal gå videre med sagen, lyder det fra lokalpolitikeren.
En ting er i hvert fald sikkert. René vender tilbage til sit job i Stjernehuset til januar.