Så er det afgjort i Randers: Torben Hansen er ny borgmester

Socialdemokratiet er valgets vindere i Randers, imens Venstre og Beboerlisten er taberne

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Torben Hansen fra Socialdemokratiet er udråbt som ny borgmester i Randers.

Kort før midnat ligger det endelige valgresultat fra Randers Kommune nu klart. Det viser en stor sejr for Socialdemokratiet, imens Venstre og Beboerlisten går tilbage. Resultatet betyder, at Torben Hansen (S) er ny borgmester. 

Han er netop blevet præsenteret til store klapsalver på rådhuset i Randers. Samtidig afslører han, at det bliver via et bredt samarbejde med Venstre, at han nu får borgmesterposten.

Vi bliver nødt til at arbejde sammen - det er det, som borgerne vil have.
Torben Hansen (S)

- Vi bliver nødt til at arbejde sammen - det er det, som borgerne vil have, siger Torben Hansen til TV2 ØSTJYLLAND.

Den nye borgmester sender samtidig roser afsted efter holdet bag det flotte valgresultat for Socialdemokratiet, der får over 37 pct. af stemmerne i kommunen.

- Jeg er stolt af det arbejde, som folk i partiet har udført de seneste mange uger, siger borgmesteren.

Her kommer vi med et kort overblik over stemmetallene fra Randers. 

Kort før ham erkendte den nu afgående borgmester fra Venstre, Claus Omann Jensen, nederlaget. 

- Der er en klar vinder. Torben Hansen har haft et flot valg med over 37 pct. af stemmerne. Vi skal have det store parti til at lede, og det tror jeg, bliver godt for Randers. Det er, hvad borgerne og virksomhederne ønsker, siger Claus Omann Jensen til TV2 ØSTJYLLAND.

Personligt er jeg da skuffet over, at Venstre ikke fik et bedre valg og gik to mandater tilbage.
Claus Omann Jensen (V)

Alligevel var der da skuffelse at spore hos den tidligere borgmester. 

- Personligt er jeg da skuffet over, at Venstre ikke fik et bedre valg og gik to mandater tilbage, lyder det fra Claus Omann Jensen. 

Se hele interviewet med Claus Omann Jensen her. 

Socialdemokraterne med Torben Hansen i spidsen går hele 6,4 pct. og tre mandater frem.

Venstre og den siddende borgmester Claus Omann Jensen får en vælgerlussing af de store og går hele 6 pct. tilbage og mister to mandater.

Det samme mister Beboerlisten, som med stor sandsynlighed kun får Bjarne Overmark valgt ind i byrådet.

Nu sætter partier sig ned for at blive enig om en konstituering, og så ved vi formentlig ud på de små timer, hvem der får de forskellige udvalgsposter og bliver en del af magten i byrådet.

Vi er helt åbenlyst kørt ud på et sidespor, men vi er klar til kamp.
Kasper Fuhr, Velfærdslisten

Kørt ud på sidespor

Velfærdslisten og spidskandidaten Kasper Fuhr beholder sit mandat i byrådet, men det kan politikeren ikke ligefrem glæde sig over. 

- Skolelukkerne har fundet sammen igen, og så står der nedskæringer på menuen. Det deltager vi ikke i. Det kan de få lov til at få for dem selv, og så vil vi bekæmpe dem fra første fløjt, lyder det fra Kasper Fuhr. 

Han lægger ikke skjul på, at han havde håbet, at det var gået anderledes.

- Det er da ærgerligt. Det vil jeg ikke lægge skjul på. Vi er helt åbenlyst kørt ud på et sidespor, men vi er klar til kamp, siger Kasper Fuhr.

Se hele interviewet med Kasper Fuhr her. 

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her