Stor bronze-skulptur stjålet: Tror ikke den bliver set igen

Bronzeskulpturen ’Pigen, der gør morgentoilette’, er blevet stjålet

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Foto: Randers Kommune

I går blev bronzeskulpturen ’Pigen, der gør morgentoilette’ stjålet fra sin plads på hjørnet af Gl. Jennumvej og Husarvej i Randers.

Den cirka to meter høje skulptur er skabt af Hans Bayens og doneret tilbage i 1976 af ’Dansk Arkitekt og Ingeniør Kontor af 1945’.

Men nu er den væk, og Erik Mouritsen, der er kulturdirektør i Randers Kommune, nærer ikke store forhåbninger om at se den igen.

- Vi ved, at håbet ikke er stort. Vi har meldt det til politiet, og de efterforsker naturligvis, men vi har ikke vidne om noget, der gør, at vi forventer at se den igen - det er den barske virkelighed, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

Bronzeskulpturer er nemme for tyve at afsætte, da bronzen har en værdi i sig selv – dermed behøver skulpturen ikke at blive solgt som kunstværk, da skrotværdien i sig selv kan være indbringende.

- Kunstnerisk har den nok en omsætningsværdi på cirka 100.000 kroner, men den har også en høj skrotværdi, og det er nok det, der er problemet, siger Erik Mouritsen.

Der står en skulptur tilsvarende den i Randers i den hollandske by Utrecht. I Randers Kommune har man endnu ikke taget stilling til, om skulpturen skal erstattes på den ene eller den anden vis.

Østjyllands Politi fortæller torsdag til TV2 ØSTJYLLAND, at man har modtaget en anmeldelse om tyveriet, men at der ikke er mange spor at gå efter i sagen.

Her kan du se video fra stedet i Randers, hvor skulpturen engang stod. 

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her