Store planer i Randers: Ny bydel med 1.000 boliger på vej
Sporbyen Scandia er på vej på Bombardier-grunden i Randers
En kronjysk erhvervsmand har samlet to milliarder kroner til et helt nyt boligområde et stenkast fra vandet. Navnet er Sporbyen Scandia.
Det drejer sig om området ved den gamle togfabrik Bombardier. Her er projektet til et helt nyt byområde med 1.000 boliger, erhverv, kulturtilbud og blandt andet et madmarked sat på skinner.
- Det ligger rigtig tæt på centrum, og vandet har vi lige ved siden af, så der er udsigt ud over vandet fra lejlighederne, siger Brian Andersen, der er indehaver af Randers Arkitekten.
Tankerne om den nye bydel opstod, da Bombardier-grunden i det østlige Randers blev sat til salg.
- Derfor har vi fået en enestående mulighed for at lave en ny bydel, hvor man bruger den eksisterende industriarkitektur, som man kan sige er en del af byens dna, og hvor vi kan lave en ny og levende bydel blandet med kultur og boliger, siger Brian Andersen.
Folkene bag projektet er blandt andet inspireret af nye bydele i både Aarhus og København, og de har for eksempel planer om at lave et madmarked i en af de gamle fabrikshaller.
Helt konkret skal der puttes mere end to milliarder i projektet, men det er penge, der allerede er i hus.
- Det er en lokal investor, som hedder Sten Jørgensen fra Profil Systemer, som har nogle eksterne investorer bag sig, forklarer Briansen Andersen, der forestiller sig, at den nye bydel bliver bygget over de næste ti år.
Og spørger man en lokal ejendomsmægler, kan projektet trække folk til byen.
- Randers er jo en meget, meget stor by, og der er i et vist omfang behov for at skabe nogle miljøer, som ikke er her i dag - som for eksempel ideen om at skabe en torvehal og skabe noget kulturelt og boliger i samme område, siger Michael Møller Andersen, der er ejendomsmægler hos EDC Poul Erik Bech Erhverv.
Sagen skal nu behandles i byrådet og sendes til høring. Og går alt efter planen, kan de første østjyder flytte ind i den nye bydel til foråret 2018.
Du kan se mere om planerne i videoen øverst på siden, og herunder kan du komme med på en tur over det sted, hvor den nye bydel skal være, ligesom derer flere illustrationer af Sporbyen Scandia under vidoen.