Undersøger muligt forbud mod rockerklub
Det undersøges, om rockergruppen Satudarah kan forbydes i Danmark, siger minister. Flere partier bakker op.
Det undersøges i øjeblikket, hvorvidt det er muligt at forbyde rockergrupperingen Satudarah i Danmark.
Det siger justitsminister Peter Hummelgaard (S) til DR.
- De udgør en alvorlig fare og alvorlig trussel for samfundet og for danskerne. Derfor vil vi bruge alle tænkelige midler, vi kan, inden for grundlovens rammer, siger han.
- Vi kigger blandt andet lige nu på, om der er juridisk grundlag for at lave forbudssager mod andre rocker- eller bandegrupperinger.
Støtter et forbud
Satudarah er allerede forbudt i Holland og Tyskland. Også Norge har onsdag i denne uge taget hul på en sag, der potentielt kan ende med et forbud mod Satudarah.
Herhjemme fik Satudarah i Esbjerg tirsdag forbud mod at bruge gruppens klubhus i tre måneder.
Både Peter Kofoed, der er retsordfører for Dansk Folkeparti, og Mai Mercado, der er retsordfører for De Konservative, giver udtryk for, at de støtter et forbud.
Ifølge DR er også Venstre og Moderaterne åbne over for at forbyde grupperingen.
I maj 2022 åbnede Satudarah MC et klubhus i Kristrup i det sydøstlige Randers.