Alderdommen anno 2050: Charter på månen og sanse-plejehjem
Når kalenderåret rammer 2050, er hele hjemmeplejen omlagt, robotten flyttet ind, og de ældre vil leve meget mere forskelligt end i dag ifølge fremtidsforsker.
Bilen kører selv. En fix-it-all-robot klarer de trælse pligter; Pudser dine vinduer. Henter ting til dig, og kan give dig et skub ud af sengen.
- Maskinerne taler sammen til den tid, og vi kan tale til maskinerne. Så hvis du har glemt at vaske fodboldtøjet til knægten, kan du bare bede en robot om at sætte en vask over og hænge tøjet op, siger fremtidsforsker Marianne Levinsen fra Center for Fremtidsforskning til TV2 ØSTJYLLAND.
Og hvad Mallorca er for danskerne i dag, er månen nok blevet i 2050:
- Vi flyver måske også til månen på charter – eller bare for en udflugt. Det er et spørgsmål om, hvad prisen er kommet ned på.
I 2050 er verden en anden – også for de ældre.
Vi bliver mere og mere forskellige med alderen
I fremtiden vil vi få flere år på pension. Og de år vil vi komme til at bruge vidt forskelligt.
- Nogle bliver traditionelle pensionister, der rejser og slapper af. Nogle starter virksomhed, nogle bliver superkulturbrugere, og andre køber et landsted eller lever et mere stille liv. I virkeligheden bliver vi mere forskellige med alderen, siger Marianne Levinsen, der er forskningschef ved Center for Fremtidsforskning.
Du får flere pensionist-år end dine forældre
Hvis du er 40 år i dag, er du 70 år i 2050, og du har udsigt til at blive 90 år ifølge ATP’s model.
Du kan gå på folkepension som 72-årig, og som kvinde giver det dig i gennemsnit 18 års pensionisttilværelse, og 15 år for mænd. Det er gennemsnitligt nogle få års længere pension end for de ældre i dag.
Kilde: ATP, Ældresagen
Udviklingen er allerede i gang.
- Det skyldes en social accept af, at man forfølger de ønsker, man har. De snærende krav om, at man skal rende rundt og være bedstemor, bliver mindre og mindre, siger hun og peger på, at det også skyldes, at vi har flere pensionistår.
- Den måde, vi bedriver hjemmepleje på i dag, er ikke gangbar i 2050
Med det, Marianne Levinsen kalder for fix-it-all-robotten, er manuel rengøring med klud og gulvmoppe stort set afskaffet i 2050. Der vil være velfærdsteknologi overalt.
Det vil ikke længere være hjemmeplejeren, der støvsuger dit hjem eller hjælper dig op af sengen og på toilettet.
Det gør robotten.
- Den måde, vi bedriver hjemmepleje på i dag, er ikke gangbar i 2050. Hjemmeplejerne skal op i det tekniske beat.
Kommer hjemmeplejen overhovedet hjem til én i 2050?
- Ja, hvis de kan tilbyde samtale, rådgivning og hjælpe med teknikken. Det bliver et helt andet arbejde. Der er nok ikke nogen, der har dårligere arbejdsbetingelser end hjemmeplejere i dag, hvor alt er tidstyranni - og det vil ændre sig.
Robotten kan da heller ikke erstatte alt.
- Det er for eksempel svært at få ældre til at spise nok. Det kan godt være, du kan lægge en plan for, at en robot skal hjælpe med maden, men så bliver det alligevel ikke til noget, for det er ofte andre mennesker, der er bedst til at motivere.
”Væk fra det kedelige parcelhus-plejehjem”
Med alt den hjælp, robotten giver, kan du formentlig bo i dit eget hjem længere som ældre i 2050.
- Udfordringen bliver det kognitive. For hvis du for eksempel bliver dement, kan du måske alligevel ikke følge med til at bo selv.
En anden god nyhed er forholdene på fremtidens plejehjem.
- Det bliver mere lækkert – flere blomster og mere sanseligt. Vi bevæger os væk fra det kedelige parcelhus-plejehjem i et dødssygt kvarter til mere fokus på, at vi er sanselige dyr. Vi er ikke bare nogle dyr, der skal fodres af. Vi har brug for dufte, at blive rørt, at se noget grønt og fokus på det sociale.
Større ulighed blandt ældre
Alderdommen anno 2050 vil ikke kun leve deres liv mere forskelligt, men vil nok også være mere materialistisk ulige end vi er i dag.
For i takt med at man kan købe sig til meget mere hjælp derhjemme, vil den private sektor vokse, og det vil blive mere forskelligt, hvilken teknik man ejer.
- Der er nogle, der må se sig til takke med den skrabede robotmodel fra det offentlige, og andre vil købe sig til noget bedre, vurderer fremtidsforskeren, der overordnet finder det godt, at velfærdsteknologien vinder frem.
Får de ældre et bedre liv i 2050?
- Ja, det er bedre på den vis, at de får flere muligheder. Men det er ikke sikkert, at de bliver lykkeligere, for man sammenligner sig altid med de andre; hvad har de, og hvordan lever de?