Erik kunne ikke selv gå – indtil han fik fodgængerfelter i lejligheden
Erik Lyager fra Aarhus har parkinson og meget svært ved at gå, men striber på gulvet har gjort hele forskellen.
Forestil dig, at du ikke kan gå. I hvert fald kun i usikre, små skridt med en stok, imens benene ryster under dig.
Sådan har Erik Lyager det – lige indtil han fik anlagt fodgængerfelter i hele sin lejlighed.
Lejligheden er en helt almindelig toværelses i Aarhus midtby, men gulvet er dog langt fra almindeligt.
Lige så snart man åbner hoveddøren, bliver man mødt på gulvet af lysegrå felter, der fører dig fra gangen og ind i stuen, derefter ud i køkkenet, ud i gangen igen og ind i soveværelset.
Striberne gør, at Erik Lyager, der er ramt af parkinson, kan gå problemfrit med en stok. Uden striberne er hvert skridt en kamp.
- Det er meget nemmere at komme rundt. Jeg brugte sgu lang tid på at komme rundt før, siger Erik Lyager til TV2 ØSTJYLLAND.
Og hans datter går så langt som at kalde det et mirakel.
- Det var helt vildt, og man kunne slet ikke forstå, at sådan nogle felter kunne gøre, at han lige pludselig kunne gå. Så det var helt fantastisk, siger datteren, Maja Anna Lyager.
Felterne har hjulpet hele familien:
- Det betyder, at vi i højere grad kan være en familie, i stedet for at jeg skal være dén, der hjælper ham. Jeg har også en lille søn på tre år, og det er rart for ham at se, at morfar selv kan.
A4-ark på lægens gulv
Før felterne brugte Erik Lyager en halv time på at komme ind på toilettet. Men efter han har fået dem, tager det kun fem minutter.
Det er meget værd som menneske selv at kunne gå rundt i sin lejlighed.
- Jeg kan ikke gå og falder måske, hvis der er nogen, der fjerner pladerne, siger Erik Lyager.
Ideen fik hans neurolog, der havde hørt om et projekt fra Holland. Under en konsultation lagde neurologen hvide A4-ark på gulvet foran Erik Lyager.
Pludselig kunne han gå meget nemmere end før. Mørke ark fungerede ikke.
Hvorfor virker det?
Synet af gulvet, der skifter karakter, tricker noget i hjernen og gør, at nogle parkinsionsramte kan gå nærmest uden problemer. Det er dog ikke alle, det virker på, oplyser Morten Kraft, der er Erik Lyagers neurolog.
Erik Lyager ringede derefter til et tæppefirma, der for sølle 375 kroner kunne lave de lyse felter til hans lejlighed. Og så talte han med sin kommunale fysioterapeut, der sagde ja til at lægge felterne.
- Det er meget værd som menneske selv at kunne gå rundt i sin lejlighed, siger Erik Lyager.
Han har også en rollator, der via en laser tegner grønne striber på gulvet og har samme effekt som felterne. Men han er gladest for felterne, for så kan han nøjes med at gå med stok.
Og lige netop sådan nogle individuelle løsninger, hvor der er blevet taget udgangspunkt i den enkeltes ønsker, behov og hverdag er præcis dét, velfærdsteknologi-forsker Finn Olesen mener, at kommunerne bør gøre meget mere i.
Forsker: Kommuner køber standard-løsninger
- Kommunerne er for hurtige til at erstatte mennesker med teknologi, lyder udmeldingen fra velfærdsteknologi-forsker Finn Olesen fra Aarhus Universitet til TV2 ØSTJYLLAND.
Så er der måske ingen, der ser, at en borger er på vej ind i en depression, har begynde demens eller underspiser.
Han tilføjer:
- Kommunerne er ikke gode nok til at sige, hvem der skal have hvad. Og det siger jeg ikke af ond vilje – de har jo et budget, der skal overholdes.
Eksempler på velfærdsteknologi:
En robotkat- eller hund, der afstresser dig.
Et vasketoilet, der kan gøre dig ren – kombineret med en toiletsædeløfter, der kan hjælpe dig på benene igen.
Eller bare en robotstøvsuger.
Det er alt sammen velfærdsteknologi, som blandt andre Aarhus Kommune har taget i brug, og der er masser at få fingrene i for kommunerne, for eksempel en spiserobot, der kan hjælpe maden fra tallerken til mund, besøg af sygeplejersken over iPaden eller en digital ble, der monitorerer din vandladning og sender data til plejepersonalet.
Ifølge Finn Olesen indkøber kommunerne standard-løsninger, som de udruller til en masse borgere. Og det ender ofte som et spild af penge, fordi kommunerne ikke har blik for, hvor forskellige borgerne er.
- Det er ikke tilpasset Ruth eller Mogens. Det, man tilbyder dem, tilhører en skabelon. Så hvis borgeren for eksempel er normalbegavet, går man ud fra, at de kan bruge en computer, men sådan er det ikke altid.
Hvad bruger man et skylletoilet til?
Forsker Finn Olesen har talrige eksempler på, at man har udrullet en velfærdsteknologi, der ikke gjorde gavn.
- Skylletoiletterne, der kan skylle for- og bagtil ved toiletbesøg. Borgerne havde hver især sin opfattelse af, hvad det var, de tog imod, siger Finn Olesen og uddyber, at hvor nogle borgere ikke forstod funktionen, ville andre bare hellere have hjælp af personalet.
Mange ældre, der er småt-spisende skal motiveres til at spise, og det gør en robotarm ikke.
Spiserobotter til ældre, der spiser for lidt, er et andet eksempel:
- Spiserobotterne, som kan føre en ske, opfattes generelt som et mislykket forsøg. Mange ældre, der er småt-spisende skal motiveres til at spise, og det gør en robotarm ikke. Du mangler én, der siger: 'Tag en mundfuld mere. Det kan du godt.'
En landsdækkende støvsuge-eufori
Og så er der robotstøvsugeren, der for knap 10 år siden sandsynliggjorde store besparelser for kommune-kasserne.
- Der var en landsdækkende eufori omkring robotsugeren. Men for det første er der tit masser af møbler i pensionistboliger, som den ikke kunne flytte. Nogen skulle rense filtrene, og reparationerne var problematiske, siger Finn Olesen.
Ideelt set skulle vi lade borgerne afprøve teknologien, tale med dem om, hvordan det fungerer og så tilpasse den.
Det gik ikke helt som kommunerne drømte om.
- Der blev købt rigtig, rigtig mange. For mange - som nu står rundt omkring på kommunernes lagre.
Flere penge til velfærdsteknologi
Velfærdsteknologi vinder frem i kommunerne af flere grunde. For at fremme borgernes livskvalitet, lette arbejdet for plejepersonalet og for at spare penge.
Der bliver nemlig flere ældre, og de får flere år på pension end tidligere. Det koster, og skubber på behovet for velfærdsteknologi.
I Aarhus Kommune sparede man eksempelvis 6 millioner kroner årligt ved at indføre velfærdsteknologi i 2011. Og i 2019 var det beløb steget til 20 millioner kroner årligt.
Kilde: ATP, Ældresagen og Aarhus Kommune
Spørger man Finn Olesen kunne mange ’uheld’ undgås, hvis kommunerne blev bedre til at forstå borgernes behov.
- Ideelt set skulle vi lade borgerne afprøve teknologien, tale med dem om, hvordan det fungerer og så tilpasse den.
KL: Nogle gange fungerer det ikke, og så stopper vi det
Kommunernes Landsforening mener dog, at samtaler mellem kommunen og borgeren allerede hjælper til, at borgerne får det rigtige velfærdsteknologi.
- Man skal kunne finde ud af at bruge det, og det skal hjælpe borgerne med deres behov. Og jeg mener faktisk, at kommunerne er blevet super gode til at identificere de situationer, hvor de to ting går op i en højere enhed, siger Gitte Duelund Jensen, der er programchef for digitaliseringsprojekter hos KL.
Jeg tror og håber, at vi bliver ved med at prøve nye ting af
Ifølge KL er det uundgåeligt, at velfærdsteknologi ikke rammer plet hver gang.
- Jeg tror og håber, at vi bliver ved med at prøve nye ting af. Nogle gange fungerer det ikke, og så stopper vi det. Andre gange synes både borgeren og medarbejderen, at det er alletiders. Så der vil helt sikkert komme situationer, hvor vi prøver en teknologi af, hvor det ikke var en god idé.
