Region Midtjylland på vej til at hæve beredskab - operationer vil blive aflyst

Region Midtjylland vil i næste uge hæve sit beredskab til fase 2. Det betyder aflyste operationer og juleferier for de ansatte.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Foto: Rune Borre-Jensen - Region Midtjylland

Region Sjælland hævede fredag sit beredskab til netop fase 2 på grund af et stigende antal indlagte med coronavirus og medarbejdere, der er hjemsendt i karantæne af forskellige årsager. 

Det samme vil ske i næste uge i Region Midtjylland, fortæller Poul Blaabjerg, hospitalsdirektør på Aarhus Universitetshospital

- Vi er ikke løftet endnu, men det kommer vi nok til at gøre mandag eller tirsdag i næste uge, siger han til TV2 ØSTJYLLAND. 

Det betyder, at der vil blive flyttet medarbejdere til de afsnit, der håndterer patienter med coronavirus. Der vil derfor blive aflyst operationer og andre aktiviteter, når sygeplejersker, sosu'er og læger skal indgå i beredskabet. 

- Vi skal løfte vores beredskab for at kunne håndtere den stigning, der kommer de næste to-tre uger. Så skal vi stille hold til det, og når vi skal det, skal de medarbejdere flyttes fra andre afsnit, siger Poul Blaabjerg. 

Men hvorfor rykker i ikke bare i fase to med det samme i stedet for at vente? 

- Vi vil gerne holde vores aktivitetsniveau så længe som muligt. Vi har haft høj operationsaktivitet, fordi der er mange, der kom til at vente, da første og anden bølge var her. Men situationen er nu, at vi skal gentænke vores beredskab, siger Poul Blaabjerg. 

Aktuelt antal indlagte med COVID-19 på:

Aarhus Universitetshospital: 26

Hospitalsenhed Midt: *Færre end 5

Hospitalsenheden Vest: 16

Regionshospitalet Horsens: 12

Regionshospitalet Randers: *Færre end 5

Psykiatrien: 0

Hospitalsdirektøren havde på sine medarbejderes vegne håbet, at de kunne få lov til at få hvilet ud i julen efter en travl periode. 

- Hvis vi kunne vælge, havde vi valgt et andet tidspunkt. Vi kunne godt have ønsket os en mere stille jul, så vores medarbejdere kunne få lov til at puste lidt ud, siger han. 

Men sådan bliver det ikke. Tværtimod. 

- Det kommer til at være nogle medarbejdere, der arbejder mere i julen, end de havde planlagt, siger Poul Blaabjerg. 

Hospitalsdirektøren forventer først at kunne se en positiv effekt af de nye restriktioner i antallet af smittede og indlagte om to uger. 

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her