Nedbrændt kro genopstår: Lokale ildsjæle vil redde landsbyfællesskabet med ny kro
Da den lokale kro i Fårup brændte tilbage i juli, forsvandt en stor del af landsbyfællesskabet sammen med den. Nu vil lokale ildsjæle skabe ny kro i landsbyen.
Da den lokale kro i Fårup nord for Randers brændte tilbage i juli, forsvandt en stor del af landsbyfællesskabet sammen med den.
Og fællesskabet måtte tage endnu et nyrehug, da det i sidste måned stod klart, at kroen ikke ville blive genopbygget.
Men nu har lokale ildsjæle sat sig for at løfte landsbyfællesskabet fra asken og skabe en ny kro i den lille by Fårup.
- Folk går og tørrer øjne, og siger, at det er træls, at den gamle kro ikke er der. Og så må man jo gøre noget, for den kommer jo ikke ad sig selv, siger en af idemændene bag den nye kro, Brian Thorup, til TV2 ØSTJYLLAND.
Derfor har han og sønnen nu givet et bud på landsbyens gamle skole, der har været i offentligt udbud.
Og går handlen igennem, så starter arbejdet straks med at forvandle den gamle skole til en hyggelig kro med gildesal, krostue og en lejlighed til udlejning. Et arbejde, der kommer til at bære præg af gør-det-selv.
- Vi kan ikke bare låne penge og så få håndværkere til at renovere det. Vi er nødt til at skal gøre det meste selv. Så vi skal være to om det, for at det kan lade sig gøre økonomisk, siger Brian Thorup.
Lise kan alligevel blive kromutter
Da den gamle kro brændte tilbage i juli måned, var det hårdt for de fleste i det lille lokalsamfund. Men en af dem, for hvem det var særligt hårdt, er Lise Fjorback.
- Det er en dag, man ikke glemmer, men også en dag, hvor man faktisk ikke kan huske, hvad der foregik, siger Lise Fjorback til TV2 ØSTJYLLAND.
Hun stod nemlig til at skulle overtage forpagtningen af kroen 1. august. Hendes drøm om at blive kromutter brændte derfor sammen med bygningen kun ganske få dage inden den ville være gået i opfyldelse.
Men hvis der kommer en ny kro i byen, så bliver Lise Fjorbacks kromutter-drøm alligevel virkelighed. Hun er nemlig udvalgt til at skulle forpagte den nye kro.
- Vi håber på, at vi til påske i hvert fald er klar og kørende med en krostue. Vi skal også være optimister, og vi ved, at der skal gøres lidt, siger Lise Fjorback.
Og det er ikke kun den forhåbentlig kommende kromutter, der er optimistisk omkring projektet. Også Brian Thorup, der sammen med sin søn er idemændene bag den nye kro, ser positivt på tingene.
- Med sådan en stor bygning og med noget lokal opbakning, så skal det nu nok kunne løbe rundt, siger Brian Thorup.