400 vil have ny færge til at hedde Speaker-Allan
Samsøs nye hurtigfærge skal have et navn. Rederiet har bedt befolkningen komme med forslag, og flertallet foretrækker Speaker-Allan.
Speaker-Allan.
Det er navnet, som 392 personer mener, skal pryde siden af den kommende hurtigfærge mellem Aarhus og Samsø.
Samsø Rederi har afholdt en konkurrence, hvor man kunne indsende forslag til, hvad den nye færge skal hedde. Konkurrencen er netop afsluttet.
- Der er kommet 1089 bud på et navn til vores nye hurtigfærge. 36 procent er på Speaker-Allan, skriver færgedirektør Carsten Kruse i en besked til TV2 ØSTJYLLAND. Direktøren er i disse dage i Kina, for at tilse byggeriet af den nye færge og har derfor ikke mulighed for at uddybe nærmere.
Undrer sig
Før efterårsferien har han dog undret sig over det noget anderledes navneforslag, som mange valgte at sende ind:
- Vi troede først, det var en, der ville tage pis på en kammerat. Men så kunne vi godt se, at Speaker-Allan er kommet ind mangfoldigt. Vi undrede os over det, sagde Carsten Kruse dengang.
Forklaringen på det populære navn skal formentlig findes i et satireprogram på Radio24Syv med den fiktive vært og seniorkorrespondent Kirsten Birgit Kretz Hørsholm og hendes fiktive speaker Speaker-Allan.
Speaker-Allan
En fiktiv karakter, som spilles af komponisten Allan Gravgaard Madsen i Radio24Syvs radioprogram Den Korte Radioavis.
Han er speaker på introen til alle indslag i Den Korte Radioavis.
Speaker-Allan er den fiktive søn af musikeren Allan Olsen og en servitrice fra Cirkuskroen i Aarhus.
Desuden ejer han firmaet 'Bello Vois Prodåksjens'.
Troldehær på spil
Kirsten Birgit har etableret en såkaldt troldehær, som tidligere på måneden bombarderede Frilandsmuseets facebookside med flere hundrede opfordringer til at kalde et nyt muldyr for Kirsten Birgit. Dyret blev siden opkaldt efter den fiktive journalist.
Meget kunne tyde på, at det er troldehæren, som igen er på spil i navnekonkurrencen om den nye hurtigfærge.
Ser man geografisk på, hvor de personer der har indsendt forslag kommer fra, så er det da ifølge færgedirektøren også kun omkring en tiendedel, som er fra Samsø. Der er derimod en god sjat, som er fra hovedstaden.
Hæ. Kirsten Birgits troldehær er i gang med at mobilisere, at Samsøfærgen ender med at blive opkaldt efter Speaker Allan. Forleden blev Frilandsmuseets nye mulddyr opkaldt efter Kirsten Birgit. Folk skal være varsomme med deres McBoaty-afstemninger, hvis de ikke er villige.
— Conte/Nestor (@ConteNestor) October 9, 2019
Byrådet bestemmer
Selvom flertallet af de indsendte forslag mener, at Speaker-Allan er det mest oplagte navn til færgen, så er det i sidste ende byrådet i Samsø Kommune, som vælger et navn ud fra de indkomne forslag.
Og borgmesteren Marcel Meier tør godt udelukke, at politikerne kommer til at vælge Speaker-Allan.
- Vi skal sikre et navn, der er nogenlunde passende til en Aarhus-Samsø færge. Navnet skulle også gerne holde om 20 år, lyder det fra borgmesteren.