Færge-forkæmper: Rute fra Samsø til Aarhus inden sommer
Planerne om en direkte rute rykker tættere på. Investorer er i Norge for at se på færge
Inden sankthans er det muligt at stævne ud fra Samsø og sejle direkte med færge til Aarhus Midtby.
Sådan lyder den overraskende udmelding fra et af bestyrelsesmedlemmerne fra den gruppe af samsinger, der kæmper for at etablere en ny østjysk færgerute på tværs af Aarhus Bugt.
Ifølge Ruth Lange fra Nordby har gruppen af investorer opgivet at etablere ruten i samarbejde med Samsø Kommune. Derfor er investorerne gået enegang i bestræbelserne på at få en færge sat i søen.
Samsø-politikere vil undersøge færge til Aarhus
Lige nu er flere repræsentanter fra gruppen i Norge for at se nærmere på en færge, som muligvis skal købes. På lørdag er samtlige cirka 800 investorer inviteret til et hasteindkaldt møde på Samsø, hvor de bliver forelagt de nye muligheder.
- Vi forsøgte at få en kommunal løsning, men nu gider vi ikke vente på Samsø Kommune længere. Vi tager udfordringen op og går efter at få en rute, der skal drives kommercielt. Vi tror på det, siger Ruth Lange til tv2oj.dk.
Kigger på billigere færge
Den norske katamaranfærge, der muligvis får en fremtid i Aarhus Bugt, er lavet af aluminium. Den er angiveligt billigere end den kulfiberfærge, som tidligere har været i spil.
Mulig tilflytter: Giv ren besked om færge
- Det er en billigere model end den, vi tidligere har kigget på. Men den er fuldt ud sødygtig og har plads til cirka 76 passagerer. Nogle af sæderne skal nok laves om til klapsæder, så der også er plads til cykler, forklarer Ruth Lange.
Skadet efter brand
Den norske færge er skadet efter en brand og skal derfor sættes i stand. Ifølge Ruth Lange er der dog ikke urealistisk, at den er klar til maj. I hvert fald bør det være muligt at få den sendt ud på østjysk farvand inden sankthans.
I debatten om færgen har flere - ikke mindst lokale borgerlige politikere - stillet spørgsmålstegn ved, om økonomien i færgen kan løbe rundt. Ifølge Ruth Lange er der dog styr på finansieringen:
- Vi indkalder ikke alle investorerne til et hastemøde uden at have lagt et godt budget. Vi har fået håndslag fra en bank, og planerne er allerede lagt, fastslår hun.