Fra Ballerup til Samsø med bus
Sjællandsk busselskab lancerer tur fra København til Samsø
En helt ny buslinje fra København skal gøre det nemmere for sjællændere tage på en weekendtur til Samsø.
Det er busselskabet Gråhundbus, der i dag kører fra hovedstaden til Rønne, Malmø og Berlin, som nu har udvidet køreplanerne til også at gælde for Samsø.
Buslinjen kommer til at hedde 862 og kører fra Ballerup til Kalundborg, hvorefter turen fortsætter til vands med overfart med Samsøfærgen.
Turen vil ifølge bus- og færgeselskabet vare omkring tre timer inklusiv overfarten til Ballen Havn og vil være et tilbud særligt rettet mod folk uden bil, der enten vil fra København til Samsø - eller omvendt:
- Vi vil gerne give vores kunder uden bil billig adgang til de dejlige oplevelser, der er på Samsø. Med den gode infrastruktur, der efterhånden er på vejen til Kalundborg, kan hele rejsen endda tilbagelægges på tre timer, siger Lindy Kjøller, salgs- og marketingchef hos Færgen, i en pressemeddelelse og fortsætter:
- Det synes vi er et godt tilbud til for eksempel børnefamilier eller gæster på endagsture. Bussen kan selvfølgelig også benyttes af samsinger, når de vil på Bakken, i Tivoli eller har andre ærinder i København.
Den nye Ballerup-Samsø rute bliver taget i drift fra den 1. april og inkluderer, udover stop i Ballerup og på Samsø, også to stop i Roskilde.
Prisen for en enkeltbillet bliver 150 kroner for voksne og 75 kroner for børn op til 15 år.