Silkeborg tog sejren i målrig testkamp
Superliga-oprykkerne vandt lokalopgør mod Kjellerup med 4-2
Silkeborg IF fandt vej til netmaskerne ikke færre end fire gange, da midtjyderne sent fredag eftermiddag spillede testkamp mod Kjellerup.
Lokalopgøret, der blev afviklet på neutral grund i Them, endte 4-2 til de silkeborgensiske superligaoprykkere.
Andreas Alberts scorede til 1-0 i 1. halvleg, inden Davit Skhirtladze, Emil Scheel og Nicolaj Agger efter pausen blev noteret for de øvrige tre Silkeborg-mål.
SE OGSÅ: Silkeborg IF skriver kontrakt med Mikkel Cramer
Med sejren tankede Silkeborg-spillerne en sjat selvtillid, selv om det selvfølgelig hører med til billedet, at Kjellerup spiller i 2. division - to rækker under Superligaen. Kjellerup er netop rykket op fra Danmarksserien, hvor de gulblusede midtjyder var suveræne i den netop overståede sæson.
Silkeborg IF spiller i alt tre testkampe forud for superligapremieren ude mod OB om godt to uger. Foruden opgøret mod Kjellerup mødte midtjyderne tirsdag Esbjerg. Kampen endte med et Silkeborg-nederlag på 1-2.
På fredag i næste uge spiller superligaoprykkerne sommerens sidste testkamp, når de på udebane møder AaB.
Silkeborg IF - Kjellerup IF 4-2 (1-0)
1-0 Andreas Albers (29. min,)
2-0 Davit Skhirtladze (53. min.)
2-1 Kristoffer Lind (58. min.)
3-1 Emil Scheel (64. min.)
3-2 Lasse Møberg (82. min.)
4-2 Nicolaj Agger (87. min.)