7,99 kroner? Nyt tankanlæg lokker med vild åbningspris

På et tidspunkt, hvor brændstofpriserne kun bevæger sig en vej, lokker en tankejer i eftermiddag med benzin og diesel til 7,99. Den lave pris skal markere, at der nu står Shell Express på benzinstanderne i Voel.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Billigt brændstof er et kneb, Shell Express tager i brug, når de åbner nye stationer, og det lader til at virke. Arkivfoto. Foto: Claus Bech Andersen/Ritzau Scanpix (arkivfoto)

Skal du gennem Voel i eftermiddag, kan det betale sig at væbne sig med tålmodighed - og god plads i benzintanken.

I dag åbner Shell Express nemlig et tankanlæg midt i Voel, og det bliver med et slagtilbud, som nok kan få en bilejer eller to til at lægge vejen forbi.

Således lokker ejer af den nye Shell Express Voel, Klaus Gerlev Hansen, med brændstof til 7,99 kroner per liter, hvis man vel at mærke tanker mellem klokken 14 og 17.

Stuntet med at sælge billig benzin benytter Shell hver gang de åbner et nyt tankanlæg, forklarer ejeren, men denne gang kan det for alvor mærkes med de heftigt stigende brændstofpriser.

- Jeg ved ikke lige præcis, hvor meget det er, benzinen er steget den seneste tid, men det er ekstra meget at spare lige nu, siger Klaus Gerlev Hansen, der er lidt spændt på, hvor mange gæster han får i Voel i dag.

- Det ved jeg faktisk ikke. Jeg har aldrig prøvet det før, men der må da komme lidt, siger han grinende med lidt underspillet jysk humor.

Håndboldklub hjælper til

Med et sted mellem 20.000 og 40.000 liter brændstof i undergrunden skulle der gerne være brændstof til de mange kunder, mener han.

- Vi håber, det slår til, siger tankejeren, der får hjælp af folk fra Shell i dag til at håndtere den ventede kundestrøm.

Politiet er vist også orienteret, selv om det jo bare er i Voel, mener Klaus Gerlev Hansen.

Han har engageret sig med den lokale håndboldklub Silkeborg-Voel KFUM, som skal få kunderne til at tegne brændstofkort på dagen. Gør kunderne det, får håndboldklubben nemlig fremover 17 øre per liter tanket brændstof betalt med kortet.

Indtil for nylig stod der Uno-X på tankanlægget ved siden af Klaus Gerlev Hansens autoværksted.

Af sikkerhedsmæssige grunde bliver brændstoffet kun solgt til bilernes tanke, oplyser Shell Express i en pressemeddelelse forud for åbningen. Man kan altså ikke møde op og få fyldt dunke og andre beholdere til lager derhjemme.

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her