Brand raserer byggemarkedet Stark i Silkeborg

19 brandfolk har fredag morgen bekæmpet flammerne

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Foto: TV2 ØSTJYLLAND/Google Maps

En brand har tidligt fredag morgen raseret byggemarkedet Stark på Kejlstruphøjvej i Silkeborg. Branden er nu slukket, men cirka 400-500 m2 byggemarkedet er totalskadet.

- Vi fik meldingen om branden klokken 05.05 fredag morgen, efter en forbipasserende vægter så røgen og kontaktede alarmcentralen, siger indsatsleder Per Jensen fra Midtjysk Brand og Redning.

Han fortsætter:

- Da vi kommer derud, kan vi se, at der er kæmpe røgudvikling, og at det ryger ud alle steder i den store lagerbygning, der både indeholder kontor og byggemarked, mens der udenom er den store trælast.

Selve byggemarkedet er derfor nærmest en bygning i en anden bygning.

Det stod hurtigt klart for brandfolkene, at det var inde i byggemarkedet, at det brændte, men det var svært for dem at komme ind til den.

- Portene derind er nogle store tykke stålporte, der er elektriske, og når det brænder, så går strømmen. Så vi brugte mange ressourcer på at komme derind, siger Per Jensen.

Men ind kom de.

- Vi kunne ikke rigtig se noget derinde på grund af den massive røg, men vi kunne mærke branden rent varmemæssigt. Man kan sige, at det var svært at komme ind, svært at finde branden, men da den var fundet, var det forholdsvis hurtigt overstået med at få den slukket, siger indsatslederen.

Han fortæller, at i alt 19 brandfolk var ude ved branden, og at der blev indkaldt ekstra mandskab fra stationen i Kjellerup.

- Vi var meget nervøse for, at branden ville brede sig til trælasten, for så ville det hele brande ned. Derfor kaldte vi massivt ind fra starten, siger Per Jensen

Han fortæller, at selve delen med byggemarkedet er totalt ødelagt, mens trælasten er gået fri af flammerne, og det samme er en kontorfløj på stedet, der kun har fået røg.

- Der var en branddør ind til kontorfløjen, som er lukket om natten, og det var den også i nat, og det er det, der har reddet den del af bygningen fra at brænde, siger Per Jensen.

Midt - og Vestjyllands Politi har fredag morgen sendt brandteknikere ud til stedet for at forsøge at klarlægge brandårsagen.

- Vi har en formodning om, at årsagen kan være en fejl i et elektronisk system, men det skal vi nu undersøge. Vi har på nuværende tidspunkt ingen indikation på, at branden skulle være påsat, siger Bent Riber Nielsen fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Ingen personer er kommet til skade i forbindelse med branden.

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her