BSV-målmand optimist trods risiko for røvfuld
BSV-målmand Søren Rasmussen ved, at der venter hans hold en hård kamp ude mod Pick Szeged i Champions League
Bjerringbro-Silkeborg (BSV) står over for en meget svær opgave, når klubben søndag skal forsøge at gå videre til kvartfinalerne i Champions League.
De danske mestre tabte den første kamp i ottendedelsfinalerne mod ungarske Pick Szeged med 24-26 på hjemmebane.
BSV kan dog hente trøst i, at klubben i denne sæsons Champions League har besejret det tyske storhold THW Kiel på udebane og desuden kun tabt knebent til tyske Flensburg-Handewitt og ungarske Veszprem.
- Det betyder meget, at vi har prøvet det før. Vi ved, hvad der møder os. Vi har været på nogle svære udebaner, og så kan det godt være, at Szegeds tilhængere måske giver den en tand mere, men det er vi klar til. Vi ved godt, at når vi tager til Szeged, så kan det ende med, at vi får en røvfuld, siger BSV-målmand Søren Rasmussen i en pressemeddelelse.
- Tingene kan gå rigtig stærkt, og det så vi også i anden halvleg af kampen i Jysk Arena, men vi kan også finde nogle ting, der giver os optimisme, uddyber Søren Rasmussen.
Passer på omstillinger
Målmanden mener, at hans hold ikke mindst skal passe på de hurtige ungarske omstillinger.
- Vi ser tydeligt, at vi skal passe på bolden, passe på med ikke at lave tekniske fejl og passe på med dumme indspil til stregen. Tekniske fejl og dårlige indspil straffer Szeged på kontra, siger han.
BSV førte med seks mål i den første kamp på hjemmebane, men Pick Szeged endte alligevel som sejrherre.
Søren Rasmussen mener da også, at BSV kan hente en vis selvtillid i det faktum, at holdet var foran mod ungarerne.
- Vi tager det med fra den første kamp, at vi spillede en super god første halvleg, hvor vi havde styr på Szeged og lavede få fejl. Hvis vi laver få fejl, så har vi en mulighed i Szeged, men det er selvfølgelig en kamp, hvor alt skal gå op i en højere enhed for os, siger Søren Rasmussen.