Fanklubben har hænderne over hovedet efter oprykning: - Det er fantastisk
Silkeborg IF sikrede i går oprykning til 3F Superligaen. Det har stor betydning for fansene, lyder det fra fanklubbens formand.
Esbjerg FB tabte i går 1-2 til Fredericia FC. Det betyder, at Silkeborg fra næste år kan kalde sig superligahold. Esbjerg, der var den eneste tilbageværende oprykningskonkurrent kan nemlig ikke længere blande sig i oprykningskampen efter nederlaget.
Silkeborg IF fanklubs formand, Lis Winnie Hansen, så kampen fra sofaen. Hun har talt ned til denne dag i lang tid.
- Det er en stor glæde, og det har stor betydning for os fans. Jeg har slet ikke været i tvivl om, at det nok skulle gå, men at vi skulle sikre oprykning på første matchbold, det er fantastisk, siger Lis Winnie Hansen til TV2 ØSTJYLLAND.
Hun mener, at kampene og stemningen i superligaen nærmest ikke kan sammenlignes med 1. division.
- Der er så meget lir og stemning omkring superligakampene mod blandt andet AGF. Det kan bare noget helt andet end 1.division, siger fanformanden.
-Det har været et mærkeligt år for alle
Dagen derpå kan Silkeborg IF’s direktør, Kent Madsen, næsten ikke få armene ned. Han er glad for at kunne give denne oplevelse til silkeborgenserne.
- Jeg er en glad mand i dag, det er skønt. Det er en forløsning, at det er lykkedes.
Læs også:
- Det har været et mærkeligt år for alle. Det betyder rigtig meget, at vi kan give fansene en fantastisk oplevelse sidst på sæsonen og i superligaen næste år, siger Kent Madsen, direktør hos Silkeborg IF til TV2 ØSTJYLLAND.
Ifølge Kent Madsen har oprykningen rigtig stor betydning for klubben.
- Det betyder, at vi kan tiltrække endnu flere talenter og etablerede spillere. Det har også meget stor betydning økonomisk, siger direktøren.
Silkeborg ligger lige nu nummer to i 1.division et point efter Viborg FF. Der er fire kampe tilbage i denne sæson.