Fuglsang er klar til ny offensiv for Aru
Jakob Fuglsang er klar til at grave dybt en sidste gang, hvis Fabio Aru føler, han kan ændre klassementet
Jakob Fuglsang og Astana-holdet forsøgte med en storstilet offensiv langt udefra på 19. etape at sætte pres på de andre klassementfolk og gå efter en etapesejr til holdkaptajn Fabio Aru.
Trods hårdt arbejde fra hele holdet glippede etapesejren, og Aru vandt kun en enkelt plads i klassementet på grund af Bauke Mollemas (Trek) styrt og store tidstab.
Den danske hjælperytter er dog klar til endnu en hård dag på kontoret lørdag, hvor det gælder de sidste bjerge i årets Tour de France. Hvis altså Aru er veloplagt.
- Det var en hård dag (fredag, red.), så nu må vi se. Men hvis Fabio har benene til det, så synes jeg, vi skal prøve, og så må vi slå os selv ihjel en sidste dag, lyder det fra Jakob Fuglsang.
Italieneren er nummer seks i klassementet, seks minutter efter førende Chris Froome (Sky). Til gengæld er han kun godt halvandet minut fra en podieplads, og selv om det ser svært ud at nå, så er Fuglsang villig til at gøre forsøget.
- Alt er muligt i cykling, siger den 31-årige østjyde.
Fuglsang kørte selv hårdt til for Aru på den indledende del af sidste stigning fredag, men han mener, der er benzin til en sidste kraftanstrengelse.
- Der er til én mere. Forhåbentlig, siger Fuglsang med et smil.
Selv er han placeret som nummer 44 i klassementet som den bedste af de fem tilbageværende danskere i løbet. Han er små to timer efter Chris Froome.
Lørdagens etape indeholder fire stigninger, men slutter med en nedkørsel på næsten ti kilometer til Morzine.