Kro står under vand - ny forening vil sikre dens overlevelse
Svostrup Kro har været hårdt plaget af oversvømmelser fra den øgede vandstand i Gudenåen.
Svostrup Kro er så værdifuld for kulturhistorien i Silkeborg, at der er stiftet en ny forening, som skal hjælpe med at redde kroen fra vandmasserne.
Bag foreningen står Thomas Bøgild-Jakobsen og Benny Jensen, som nu tilbyder deres hjælp.
- Svostrup Kro er super hårdt ramt, og vi vil gerne gøre en indsats og sørge for besvarelsen af kroen, siger Thomas Bøgild-Jakobsen, foreningens formand, til TV2 ØSTJYLLAND.
De to mænd dedikerer nu deres frivillige arbejdskraft i arbejdet med at bevare kroen.
- Det er en del af Silkeborgs kulturhistorie, måske en af de ældste bygninger. En bygning der er ældre end selve Silkeborg by, siger Thomas Bøgild-Jakobsen.
Fokus på driften
Kroejer Dragan Sljivichar har længe kæmpet mod både vandmasser og Stormrådet, der kun vil dække de direkte vandskader og ikke følgeskader som fugt i kroens bygninger.
Oversvømmelserne har kostet ham på den gode side af en million kroner, og han er glad for de nye, hjælpende kræfter.
- Det betyder, at vi kan fokusere noget mere på vores drift, så vi ikke skal bruge så meget tid på at bekæmpe de her vandmasser, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
Mere end 200 år gammel
Man ved med sikkerhed, at Svostrup Kro har eksisteret siden 1809, hvor den blev solgt til Christen Hansen og Ane Pedersdatter af den daværende ejer af Grauballegård og Møllerup Gods, Erik Biller.
I løbet af mere end 170 år gik kroen i arv i familien, indtil den blev købt af Niels Løgager, der har givet stafetten videre til sin svigersøn, Dragan Sljivichar, som i dag står for driften.
Men kroen kan faktisk være endnu ældre.
På Rigsarkivet findes nemlig et dagbogsblad fra år 1280, hvor Erik Klipping, søn af kong Christoffer 1, skriver om et ”bedehus” ved Gudenåen i Svostrup. Man ved dog ikke med sikkerhed, om der rent faktisk er tale om Svostrup Kro.
Netop det, at kroen er så gammel, har haft stor betydning for, at Thomas Bøgild-Jakobsen og Benny Jensen har stiftet den nye forening.
- Det vil være meget forkert, at man i en del af Silkeborg Kommune ikke forsøger at bevare historien, fordi vi har ikke noget særlig historie i det gamle Silkeborg, siger Benny Jensen og fortsætter:
- Det er sådan set det, der har drevet mig. Jeg vil meget gerne være med til at bevare kulturhistorien her.
Vil nedlægge sig selv
Foreningen har et lidt anderledes mål, end de fleste andre nystiftede foreninger. Den vil nemlig nedlægge sig selv - og gerne hurtigst muligt.
- Målet er helt enkelt at sørge for, at vi kan bevare kroen og få foreningen nedlagt. Jo før, jo bedre, siger Thomas Bøgild-Jakobsen.
Og der er gode udsigter for Svostrup Kro.
For 11 dage siden blev de syv Gudenå-borgmestre enige om at lave en fælles handlingsplan for oversvømmelser langs Gudenåen, og samtidig vil den nye forening nu hjælpe kroen med at anlægge et dige i 60 til 80 centimeters højde, som skal beskytte bygningerne fra Gudenåen.
- Naturstyrelsen er positiv, miljøudvalget i Silkeborg Kommune er positivt, og vi har også bidragsydere på både sand og jord, siger Thomas Bøgild-Jakobsen og fortsætter:
- Det giver lidt sig selv, at noget der er så smukt, er også værd at bevare.