Paludan i retten for vild overhaling - nu er sagen afgjort
Stram Kurs-stifter får bøde for overhaling, hvor lastbil måtte undvige på hovedvejen mellem Viborg og Aarhus nær Ans.
Stifteren af partiet Stram Kurs, Rasmus Paludan, er fredag blevet idømt en bøde på 2500 kroner i en sag om en hasarderet overhaling.
Det har Retten i Viborg afgjort, fortæller specialanklager Jens Severinsen.
Retten har også vurderet, at der ikke skulle ske en ubetinget frakendelse af førerretten. Det havde anklagemyndigheden ellers nedlagt påstand om i anklageskriftet.
Der var rejst tiltale for i alt tre overhalinger, som politikeren foretog 17. juni 2020, men retten dømte ham kun for en.
Var bekymret for sikkerhed
Rasmus Paludan nægter sig skyldig. Han forklarede i april, da sagen først kom for retten, at han foretog overhalingerne, fordi han var bekymret for sin sikkerhed.
- Jeg mente, det var en sikkerhedsmæssigt tvivlsom situation, fordi det er meget nemt at angribe mig, hvis jeg er låst inde mellem en række biler med en stor sættevogn foran.
I det tilfælde, som han fredag blev dømt for, overhalede Rasmus Paludan to personbiler på en gang.
I forbindelse med den overhaling, måtte en modkørende lastbil undvige for at undgå et sammenstød.
Anklagemyndigheden vurderede, at Rasmus Paludan havde tilsidesat væsentlige hensyn til færdselssikkerheden og forsætligt fremkaldt nærliggende fare for skade på andres person eller ting.
Men retten frifandt ham for forsætligt at forvolde fare.
At der ikke er dømt i henhold til tiltalen er også en del af grunden til, at retten ikke frakendte ham kørekortet, fortæller Jens Severinsen.
Den lange sagsbehandlingstid har også haft en betydning.
Livvagter vidnede mod Paludan
Ud over det er overhalingen også sket før en anden dom, hvor Rasmus Paludan ubetinget blev frakendt førerretten i et år.
Derfor har retten haft med i sine overvejelser, om den straf ville have været hårdere, hvis fredagens sag havde været en del af det.
- Ud fra den vurdering, som retten har lagt til grund, så synes jeg, at det er en udmærket afgørelse, siger Jens Severinsen.
Sagen blev rejst, efter at Rasmus Paludans livvagter fra Politiets Efterretningstjeneste (PET) havde indgivet rapport om køreturen.
De kørte bagved politikeren i en følgebil, og de vurderede ifølge det vidneudsagn, som den ene gav i retten, at de tre overhalinger, som der blev rejst tiltale for, var uforsvarlige.
Bliver man idømt en bøde under 6000 kroner, kan man som udgangspunkt ikke anke til landsretten. Rasmus Paludan valgte at modtage dommen ifølge Jens Severinsen.