Peugeot pløjede 69-årig kvinde ned: Nu har flugtbilist meldt sig

22-årig står til at blive sigtet for uagtsomt manddrab

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Foto: Local Eyes

Den 22-årige mand, der er mistænkt for at have påkørt og dræbt en 69-årig kvinde i Silkeborg, har mandag formiddag meldt sig selv til politiet.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi til TV2 ØSTJYLLAND.

Vidner siger, at bilen kørte 150 kilometer, men det kan være meget svært at vurdere med det blotte øje.
John Toft, stationsleder i Silkeborg

- Han mødte op kort efter klokken 9.30 med sin advokat. Han er ved at blive afhørt lige nu, siger Anne Kirkegaard, der er kommunikationsrådgiver hos Midt- og Vestjyllands Politi, kort før klokken 11 tirsdag.

Ulykken skete fredag aften på Viborgvej i Silkeborg. Mandag meddelte den mistænktes advokat, at den 22-årige mand fra Skive ville melde sig selv til politiet. Det skete dog ikke, men manden har altså nu meldt sig selv.

Den 22-årige kan formentlig se frem til minimum to sigtelser, hvis det viser sig, at han rent faktisk var fører af bilen.

- Hvis han har kørt bilen, vil han blive dømt for uagtsomt manddrab, og han vil formentlig også få en paragraf 252, sagde stationsleder i Silkeborg, politikommissær John Toft, mandag til TV2 ØSTJYLLAND.

Straffeloven paragraf 252 handler om, at 'i grov kådhed eller på lignende hensynsløs måde volde nærliggende fare for nogens liv eller førlighed'.

Efter trafikuheldet lagde flere mennesker blomster ved gerningsstedet.

Paragraffen er i denne sammenhæng relevant, fordi det vurderes, at føreren af den grønne Peugeot, der påkørte den 69-årige kvinde på Viborgvej, kørte for hurtigt, da kvinden blev påkørt.

- Han har kørt væsentligt over den tilladte grænse på det pågældende sted. Vidner siger, at bilen kørte 150 kilometer, men det kan vi ikke rigtig bruge til så meget, fordi det kan være meget svært at vurdere med det blotte øje. Men vi har en bilinspektør på sagen, og der bliver lavet tekniske undersøgelser, der kan vise omtrent, hvor hurtigt bilen kørte, sagde John Toft mandag til TV2 ØSTJYLLAND.

Foruden den 22-årige var der to andre unge mennesker i bilen, der påkørte den 69-årige kvinde. Dem har politiet allerede talt med.

Flugtbilen, en grøn Peugeot 308, der dræbte en 69-årig kvinde i Silkeborg, blev fredag aften fundet på H.C. Andersensvej. / Foto: Peter Erfurt, 24-7news

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her