Politiet: Død kvinde i Silkeborg er muligvis faldet
En 52-årig kvinde er søndag omkommet i Silkeborg. Der er muligvis tale om en faldulykke, oplyser politiet.
De indledende undersøgelser tyder på, at der ikke ligger en strafbar handling bag en kvindes død tidligere på dagen i Silkeborg.
Søndag aften fortæller politiet, at den 52-årige er druknet. De indledende undersøgelser tyder på, at der er sket en ulykke, hvor kvinden er faldet ned i sivene.
- Der er nogle spor på stedet, der tyder på, at hun er faldet, før hun endte i vandet, siger vagtchefen.
Kvinden skal til retsmedicinske undersøgelser for at sikre, at også de bekræfter, at der ikke ligger noget mistænkeligt bag kvindens død.
- Vores efterforskning fortsætter, indtil vi helt kan udelukke, at der er sket en forbrydelse, siger Allan Riis.
Der er tale om en 52-årig kvinde fra lokalområdet. Hendes pårørende er underrettet.
Opdatering på druknet kvinde i Kalgårdsø ved Silkeborg. De foreløbige undersøgelser, samt den indledende efterforskning tyder på at der er sket en faldulykke. Intet yderligere. #politidk
— Midt- & Vestjyllands Politi (@MVJPoliti) June 28, 2020
Blev fundet i vandet
Klokken 14:30 søndag eftermiddag fik politiet en anmeldelse om, at der lå en livløs person i vandet ved nogle siv nær Vestergade i Silkeborg.
- Da vores patrulje kommer frem, kan de se, at der ligger en livløs person i nogle siv i vandet, sagde Allan Riis, vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, til TV2 ØSTJYLLAND.
Politiet afspærrede området og dødsfaldet blev i første omgang undersøgt som mistænkeligt. Noget, der er kutyme, når en person findes død, og det ikke klart fremgår, hvordan personen er død.
- Vi anser det for at være et mistænkeligt dødsfald, og derfor har vi valgt at lave en afspærring dernede. Det er egentlig, så vi kan vurdere, om det er en forbrydelse, der er sket, eller en ulykke, sagde vagtchefen.
Nu er politiets indledende undersøgelser på stedet altså afsluttede og oplyser, at der muligvis er sket en faldulykke.