Politistation beskudt med fyrværkeri
Ukendte gerningsmænd skød søndag aften fyrværkeri mod politistationen i Silkeborg. 12 glasruder er smadret.
Ukendte gerningsmænd har søndag aften skudt fyrværkeri direkte mod politistationen i Silkeborg. I forbindelse med angrebet er en række glasruder smadret.
Gerningsmændene havde omkring kl. 18 lagt et batteri vandret ned på jorden og antændt det foran stationen, før de stak af fra gerningsstedet.
Læs også:
Skuddene havde retning direkte mod politistationen. Da batteriet var tømt, var der i alt 12 glasruder, der var gået i stykker.
Der er ingen meldinger om, at personer er kommet til skade i forbindelse med angrebet.
Ifølge tvmidtvest.dk holdt trafikken på Christian 8.s Vej stille i løbet af de minutter, batteriet affyrede omkring 50 raketter imod politistationen i Silkeborg.
Politiet havde efterfølgende en hundepatrulje ude. Det lykkedes dog ikke betjentene at finde gerningsmændene.
Har du oplysninger i sagen, kan du kontakte politiet på tlf. 114.